Pindsvine-venner frygter gift mod snegle

Dyr 1. september 2007 06:00

BRØNDERSLEV: Det er ikke alle, der er glade for, at Brønderslev Kommune har besluttet sig for at tage kampen op mod dræbersnegle. Kirsten Fournais, der er formand for Dyreværnsforeningen ”Pindsvinevennerne i Danmark” er rystet over, at Brønderslev Kommune har besluttet at bruge Ferramol mod iberiske skovsnegle. Hun frygter nemlig ikke blot for pindsvinenes liv, men også for andre dyrs ve og vel. - Det er så forfærdeligt, at de lader hånt om dyrene og deres ve og vel. Vi har i 2005 fået foretaget en undersøgelse på Steins Laboratorium, der viser, at Ferramol indeholder EDTA - et bindemiddel, der bevirker, at dyrene mister lysten til at spise, og så dør de. I øjeblikket er der mange pindsvineunger, og når de når en vis størrelse, går de rundt med deres mor, og de dør ret hurtigt, hvis de spiser Ferramol, siger Kirsten Fournais, der mener, at det i stedet handler om at skabe de rette forhold for pindsvin, for de æder nemlig dræbersneglene. Pindsvinevennernes bekymring møder forståelse hos Frank Jensen, museumsinspektør Naturhistorisk Museum i Århus. Sammen med en kollega har han kortlagt sneglenes udbredelse i Danmark, og han tøver ikke med at advare mod brugen af Ferramol. - Jeg mener ikke, man skal bruge gift, så længe vi ikke ved, om det påvirker andre arter. Jeg har ikke set nogen dokumentation for, at det ikke skulle skade eksempelvis pindsvin og de øvrige dyr i en have, siger han. Biolog i Miljøstyrelsen, Carsten Hansen, mener til gengæld, at er dokumentation nok på området. - Det er en sneglegift, der er virksom i forhold til snegle. De undersøgelser, der er lavet, er foretaget ud fra et EU-direktiv, og vi har masser af dokumentation på området, der viser, at det er ufarligt for andre dyr end snegle, siger Carsten Hansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...