Klitmøller

Pingvin og 48 surfere

Det handler om stil, bølgehøjder og svære manøvrer, når 48 top-surfere dyster i waveperformance i bølgerne ud for Klitmøller med start på mandag

Konkurrencerne kan opleves fra flere vinkler - her er en af de mindre tilgængelige fra sidste års PWA World Cup på Cold Hawaii. Foto: KIA@coldhawaii PWAWorld Cup

Konkurrencerne kan opleves fra flere vinkler - her er en af de mindre tilgængelige fra sidste års PWA World Cup på Cold Hawaii. Foto: KIA@coldhawaii PWAWorld Cup

Cold Hawaii har fået sin egen pingvin, som har værtsrollen for KIA@coldhawaii PWA World Cup, som i den kommende uge samler 48 af verdens bedste mandlige windsurfere i Klitmøller, hvor Cold Hawaii lægger vind og bølger til en dyst om world cup points. Meget afhænger af vind og vejr, men vejrudsigten for den kommende uge er lovende set med surferøjne, oplyser arrangørerne. Surferne konkurrerer i disciplinen waveperformance, hvor det i høj grad handler om evnen til dels at ride på bølgerne, dels om at udføre de mest akrobatiske spring i dem. Der sejles i heats af otte til ti minutters varighed fulgt af to minutters pause inden næste heat. Alt efter forholdene bedømmes deltagerne i de enkelte heats på op til tre hop og tre bølgeridt. Der konkurreres efter et "knock out" system, så der til sidst kan sejles finale med to deltagere. Tre faktorer Præstationerne bedømmes ud fra tre faktorer, nemlig typen af den udførte manøvre - herunder også sværhedsgraden, højden på hoppet elle størrelsen på den bølge, der rides på og endelig bedømmes stil og kvalitet i manøvren. Selv om manøvrerne på vandet udføres af eksperter, understreger arrangørerne at man sagtens kan få en god oplevelse ud af at følge konkurrencerne på vandet - og måske selv få lyst til at prøve sine evner af på et surfbræt uden det behøver at være ekstremsport fra første færd.