Pingvin på platfødder

Landsdelens største svømmeklub mangler bestyrere

STØVRING:Efter at være kommet godt igennem et par trælse år sammen med svømmehallen burde alt være godt i svømmeklubben Pingvinen. Men de mange medlemmers manglende interesse for at være med i bestyrelsen har nu kastet klubben ud i en ledelsesmæssig krise. Klubben, der med 638 medlemmer og en stor konkurrenceafdeling med 67 medlemmer nok den største i Himmerland, er ellers så populær at den trækker medlemmer til i en stor cirkel ud over kommunegrænsen. Men på generalforsamlingen tidligere på ugen stillede kun to af syv bestyrelsesmedlemmer op igen, og dermed er klubben trods sin succes faktisk også i krise. Der mangler fem bestyrelsesmedlemmer. Og formand Kaj Christensen genopstiller kun hvis de øvrige pladser bliver besat. - Det er underligt at det skal være så svært. Men alle har jo så travlt. Jeg har tidligere været formand, hvor det viste sig, at vi reelt kun var 2-3 stykker til at trække læsset, og det er altså for lidt i længden, siger han. Kaj Christensen trådte egentlig ud af bestyrelsen for et rå siden efter seks år på posten. Men han gik med til at træde ind i efteråret som en nødløsning. At han nu er villig til at fortsætte skyldes den generelle atmosfære i Pingvinen. Gode udsigter - Vi har altid lagt megen vægt på det sociale. Det er nok også derfor at vi kan trække folk til fra Nibe, Terndrup og andre steder. Det er jo ikke kun arbejde at være med i en bestyrelse - det give også en del gode oplevelser, forklarer han sit fornyede engagement. Udsigterne for en rimelig fredelig tjans i bestyrelsen styrkes af, at klubben er på nippet til at ansatte en cheftræner. - Max Nissen, der er træner i øjeblikket er ved at færdiggøre sin uddannelse som elitetræner i Aalborg, og ham er vi alle glade for. Træder han til på deltid tager det en stor del af arbejdspresset fra bestyrelsen, forklarer Kaj Christensen. Klubben vil til at have mere fokus på talenttræningen igen. Det gamle førstehold, K1, er genåbnet, så Pingvinen kan sigte på flere medaljer end der har været mulighed for de sidste år. Den ekstraordinære generalforsamling er sat til onsdag den 3. marts.