Pinlig miljøindsats

Miljøminister Troels Lund Poulsen vil gerne fremstå som lidt af en miljøhelt. Men reelt er han det modsatte.

Hans og regeringens miljøpolitik har været en katastrofe. Kæmpe naturarealer er kommet under plov, og landbruget har fået lov til at forurene løs med pesticider og næringsstoffer. Nu siger miljøministeren så, at det hele vil blive bedre. Et "massivt løft til Danmarks natur" hedder det i en pressemeddelelse fra ministeren. Gid det var så vel. Nærlæser man, hvad han vil gøre, er der reelt bare tale om at leve op til de ting, EU siger, han skal. Det kommer ministeren da også til at indrømme i selvsamme pressemeddelelse, hvor han som det allerførste er citeret for at sige: "Trods tre vandmiljøplaner lever vores vand stadig ikke op til EU's standarder. Vi tager derfor helt nye metoder i brug." Han kunne lige så godt have sagt: "Vores politik har været en fiasko. Nu tvinger EU os til at gøre noget mere." Jeg anerkender selvsagt, at det er godt, hvis man nu langt om længe vil leve op til de krav, EU stiller til Danmark, men jeg nægter at rose ministeren for det. Lige meget hvor stor en bedrift han selv mener, det er. Engang var Danmark et foregangsland, der viste vejen for resten af EU, når det handler om miljøet. Nu kan miljøministeren ikke få armene ned, når han har fået lov af finansministeren til at bruge lidt penge på at holde sig inden for EU-lovgivningen for at undgå alt for mange retssager ved EU-domstolen. Pinligt.