Pinligt at være Bush’ ven

Anders Fogh er igen på besøg hos George W. Bush. Det spin, som regeringens medierådgivere har spundet som optakt til besøget, efterlader det indtryk, at vi som nation skal være stolte af, at landets statsminister har direkte adgang til frokostbordet i Camp David.

Jeg synes nærmest, det er pinligt! Under Bush, Cheney, Rumsfeld og Rice har USA udviklet sig til et usædvanligt dårligt selskab at gæste, og det er uforståeligt, at det skulle være særligt attraktivt at pleje de venskaber, med mindre der anlægges en ren, kynisk, magtpolitisk synsvinkel, som indebærer, at det kan svare sig for en småstat at gøre sig gode venner med en supermagt – den eneste af slagsen. Anlægger man imidlertid en mere moralsk og retlig synsvinkel, er det forbløffende, at Anders Fogh kan finde behag i at gæste Bush-administrationen. Under dække af at kæmpe mod terror har Bush forbrudt sig mod international ret og trukket Danmark med ned i sølet. Det er sandsynliggjort, at grundlaget for besættelsen af Irak - masseødelæggelsesvåben og Saddams forbindelse til Al Qaida - var det rene opspind og kun beregnet på at legitimere den over for offentligheden. Den egentlige begrundelse – at få amerikansk fodfæste i det olierige Irak og sprede vestlige værdier i Mellemøsten– er nu synlig for enhver og har ført til mere terror – ikke mindre. Maden ville ikke smage mig ret godt, hvis jeg skulle sidde til bords med en præsident, der i den grad har fyldt verdenssamfundet med fup og svindel. Guantánamo-fangerne viser med al ønskelig tydelighed, hvor hult Bush-regeringens forsvar for menneskerettighederne klinger. Med den ene tunge prædiker amerikanerne demokrati og respekt for individets rettigheder. Med den anden forbryder de sig mod helt grundlæggende principper i en retsstat ved ikke at stille de afghanske fanger for en dommer. Bush-administrationen har travlt med at få stillet krigsforbrydere fra alverden for domstolen i Haag, men når det handler om selv at underlægge sig dens jurisdiktion, melder den fra. Selv om supermagten går i krig under dække af at pådutte andre den vestlige opfattelse af ret og rimeligt, afstår den selv fra at leve op til egne idealer. Med de massakrer, som amerikanerne i stigende grad bliver beskyldt for at have begået mod den irakiske civilbefolkning, er den kyniske dobbeltmoral til at få øje på: amerikanerne skal ikke have nogle af sine tropper indklaget for Krigsforbryderdomstolen. De kunne træffe at blive dømt på linie med krigsforbrydere fra Balkan. Det må ikke føles behageligt at sidde til bords med en den øverstkommanderende for sådanne styrker. Iran tillader sig at berige uran, og det får Bush til at true med sanktioner, endskønt han selv besidder verdens største lager af a-våben. Mon Fogh kan få sin vært til at forklare, hvorfor USA, Pakistan og Israel må berige uran, mens Iran ikke må – selv ikke til fredelige formål? Det er jo en dobbeltmoral, der ville placere maden i den gale hals hos de fleste gæster og vil svare til, at jeg forbyder mine børn at ryge med en smøg i munden. Med god grund føler Iran sig omringet af USA, og den eneste løsning på a-våben –problemet er, at alle lande – inklusiv USA – skrotter dem. USA glimrer også ved at nægte at underskrive den FN-konvention, der forbyder produktion, opstilling og brug af anti-personel landminer, ligesom den omfatter en plan for destruktion af de eksisterende miner. Når man betænker, hvor mange børn og voksne, der i tidens løb er blevet invalideret af miner, skal man være meget ukritisk for at nyde et samvær med George Bush. USA er det land i verden, der forurener atmosfæren mest med CO2. Alligevel kan syv vilde heste ikke få Bush til at skrive under på Kyoto-aftalen. Han kan opleve den ene hurrycane efter den anden både inden for og uden for sit land med massive ødelæggelser til følge – senest i New Orleans – uden at det får ham til at erkende sit drivhusansvar. At det må være meget pinligt at være ven med George Bush fremgår også af den omstændighed, at han er en svoren tilhænger af dødsstraf. Hvordan kan man nyde at sidde til bords med en præsident, som overtræder en så fundamental rettighed, at hans land ikke en gang kunne blive optaget i EU, hvis han ellers søgte? Hvad må tyrkerne ikke tænke? Der kunne nævnes adskillige andre eksempler på, at det er svært at forstå, at Fogh kan nyde et besøg hos Bush, hvis administration består af brutale og kyniske magtmennesker, der ikke går af vejen for at forbryde sig mod såvel menneskerettighederne som folkeretten for at nå deres mål. Fogh gæster intet mindre end en vært, der opfylder adskillige af de kriterier, der i hans egen selvforståelse kendetegner en slyngelstat. Velbekomme!