Film

Pinocchio sunget ihjel

TEATER "Pinocchio" Hvem er det, der har fundet på, at teater for børn skal fyldes med sang. Jeg ved ikke, hvem det er, men møder jeg ham, klynger jeg ham op i en lygtepæl. Gennem årene har jeg set masser af film og teater for børn, som bare har været uanstændigt overfyldt med sang. Det gælder i særlig høj grad for Det danske Teaters opsætning af "Pinocchio". Var der 15 sange? Eller 20. Et er sikkert: Det virkede som om der var mindst 15 for meget. Og der er vel at mærke tale om særdeles melodi-løse melodier. Ikke så meget som en strofe kan man huske, når man forlader teatersalen. Vi bemærker også, at sangene sine steder er noget anstrengte. Skuespillerne synger ikke i deres normale toneleje. Og mens jeg har mavesyren rullende: Den forestilling er da bare alt, alt, alt for lang. To timer og 20 minutter inklusive pause. Det byder man altså ikke børn. Eller anmeldere for den sags skyld. Vi bemærkede også, at der var optræk til oprør midtvejs i anden akt, hvor uroen pludselig steg i intensitet. Og vi lagde mærke til, at mange unger - formentlig af ren kedsomhed - måtte op på skødet af forældrene for at komme igennem den sidste del af forestillingen. Der' ingen bånd, der binder mig, så her kommer det velmente råd: Pil 80 procent af sangene ud. Herefter vil stykket få en længde på en god times tid, og hvis det så spilles igennem uden pause, så er den ved at være i vinkel. Eller man kunne simpelthen smide nogle scener ud. Waage Sandøe har sandelig fået det hele med i sin opsætning af Carlo Collodis 100 år gamle fortælling. For der spilles charmerende. Især Ann Hjorts Pinocchio er dejlig livlig og overbevisende og Søren Hauch-Fausbølls Gepetto er solid og rørende. Men også Peter Audes cirkusdirektør er god. Han overspiller jo altid sine roller, og her er det i orden. Velkommen hjem til Hjørring i øvrigt til Peter Aude. Han var godt maskeret under forestillingen. Heldigvis. Der er vist stadig mange hjørringensere, der har tomaterne klare som kasteskyts efter sommerens Hjørringrevyen. Nina Schiøttz har tryllet med scenografien. Den er vildt flot og effektiv. Træer vendes og bliver til et værksted. Radiostyrede biler har fået plantet krabber, pindsvin og andet oven på sig og køres virtuost ind på scenen, som også pludselig kan ændres til en marionet-teater-scene. Jo, den er god. Stykkets humor ligger mest i farcen. Det er også en let måde at muntre børn på. De kan lide sådan noget falden-på-halen, og da katten i stykket får et spark bagi af ræven, lyder det bag mig: - Hun får godtnok mange tæsk i den her film! Akkeja. Ser børn for lidt teater nu om stunder? Det gjorde de dog ikke i Hjørring i går. Da så de for meget. Cirka en time for meget. Max Melgaard Waage Sandøe og Lars Fjeldmose: "Pinocchio". Det danske Teater på Vendelbohus. Spiller også i dag klokken 10 og i Europahallen i Aalborg 8. marts. Instruktion: Waage Sandøe. Kapelmester: Lars Fjeldmose. Scenografi: Nina Schiøttz. Koreografi: Zitta de Fries.