Bortførelser

Pinochet i husarrest på sin ranch

Santiago, onsdag /ritzau/AFP Den 89-årige tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet er kommet i husarrest på sin ranch på den chilenske kyst. Anklagen lyder på mord og bortførelser. Den chilenske eksdiktator Augusto Pinochet blev onsdag formelt sat i husarrest i landlige omgivelser på sin ranch godt 100 kilometer vest for hovedstaden Santiago. Under den officielle anholdelse fik 89-årige Pinochet læst anklagerne om mord og bortførelser højt og skulle efterfølgende skrive under på papirerne. Tirsdag godkendte Chiles højesteret dommer Juan Guzmáns sigtelser mod Pinochet. Det betyder, at den forhadte mand for første gang kommer på anklagebænken for menneskerettighedsovertrædelserne i hans embedstid fra 1973-1990. Det anslås, at han står bag mordene på omkring 3.000 politiske modstandere i forbindelse med Operation Kondor, en fælles front af sydamerikanske diktatorerer mod de venstreorienterede. I 2001 blev Pinochet også sat i husarrest. Dengang varede det kun seks uger, før han igen var en fri mand, fordi sagen blev forkastet. /ritzau/AFP