Pinse pondus og fodbold

Fodbold 6. juni 2003 08:00
HORNE: Igen i år står den på Pondus Cup i pinsen for 1200 ungdomsspillere fra Sverige, Norge og Danmark, når Horne KFUM for 16. gang afvikler den traditionelle ungdomsturnering i fodbold. Fra lørdag morgen klokken otte går det løs på i alt syv baner. 1200 boldglade unge kræver imidlertid opvartning. Foruden forarbejdet med tilrettelæggelse og klargøring af baner skal unge boldekvilibrister indimellem have batterierne ladet op i form af mad og søvn. Over 2000 frivillige med tilknytning til Horne KFUM lægger derfor en kæmpeindsats hvert år i pinsen for at klubben kan få succes med sit stævne. Et stævne, der i parentes bemærket medvirker mærkbart til, at klubbens egne unge senere kan komme afsted på oplevelsesrige ture uden uoverkommelig egenbetaling. I år kommer der givetvis mere kulør og ungdommelig ståhej over stævnet, fordi Danmark og Norge på et andet plan tørner sammen lørdag aften. Derfor har arrangørerne også lagt kampene sådan, at langt de fleste af deltagerne får mulighed for at se landskamp på storskærm. Og da norske hold som vanligt på ingen måde er i undertal ved Horne KFUM's Pondus Cup, er der slået dej op til ikke så lidt gensidig håneri - også i Horne. schib
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...