EMNER

Pinsekirke i vejen for samvær

KØBENHAVN:Selvom der er religionsfrihed i Danmark, kan kommunale myndigheder eller tidligere ægtefæller ende med at begrænse folks religiøse liv. Sådan lyder kritikken ifølge Kristeligt Dagblad fra Institut for Menneskerettigheder og fra landets største tværkirkelige organisation, Danske Kirkers Råd, efter at Statsforvaltningen Syddanmark har nægtet en fraskilt far samvær med sin datter. Begrundelsen lyder, at faderen kommer i en pinsekirke og ikke vil rette sig efter Statsforvaltningens vilkår om ikke at tage datteren med i kirke. Men det er ulovligt, mener dr. jur. og direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen: - Jeg kan ikke se, at det skulle være lovligt at indsætte sådan et vilkår, hvis man ikke har yderligere grund til det, end at han er medlem af et minoritetstrossamfund. Sådan en afgørelse lægger jo op til, at kommunen eller tidligere ægtefæller fremover kan bestemme over folks religiøse overbevisninger, siger han.