Voergård

Pinsetravlheden var stor i Præstbro

PRÆSTBRO:I pinsen var der traditionen tro pinsemarch i Præstbro. Turen var på seks kilometer og gik omkring Bymosen, hvor den medbragte kage og kaffe blev nydt. 22 deltog. Om aftenen var der grillarrangement i klubhuset med 35 deltagere. Her fik dagens marchdeltagere overrakt deres diplom. Pinsedag holdt Præstbro Petanque Klub et stævne, hvor de unge spillede om cola, og de voksne om rødvin. 26 voksne og otte unge spillede med. Næste arrangement er en sommerfest, som holdes i Anlægget 11. juni. Der vil være underholdning om formiddagen af det norske Musikkorps Tan-gen, og om eftermiddagen vil Musikkorps Sæby underholde. Der skal desuden afvikles en fodboldturnering for de yngste, ligesom der vil være bydyst mod Ørtoft og Skæve. Middelalderlegepladsen fra Voergård vil blive opstillet, og der vil være mulighed for at jagte røverkøb på et trailermarked.