Pinseudstilling på Voerså Museum

Frants Kristensen udstiller rav i Voerså.

Frants Kristensen udstiller rav i Voerså.

VOERSÅ:Medlemmerne af Den Lokalhistoriske Studiekreds i Voerså, der til daglig holder til på Voerså Museum, er ved at være klar til pinsens udstillinger. Den kendte forfatter og ravsliber, Frants Kristensen, der i øvrigt er født og opvokset i Voerså, er på plads med en stor ravudstilling. Her vil der simpelthen være alt hvad hjertet kan begære af alle mulige slags smykker fremstillet af rav fundet på Vendsyssels østkyst. Af souvenirting med nordjysk rav kan nævnes flaskeåbnere, kuglepenne, små glas fyldt med rav og pyntet med dannebrogsflag samt en nyere sjov ting, som der nok skal komme noget salg i. - Det er nn lineal fyldt op med rav. Jeg knuser noget rav og sender det til Kina. Kineserne har i forvejen produceret klare plastlinealer med hulrum og her bliver ravet nu monteret sammen med noget olie og sendt tilbage til mig igen, siger Frants Kristensen. Udover ravting til salg, har Frants Kristensen også en udstilling af rav fra oldtiden. Her er der små perler og knapper, spænder og andre fine ting at kigge på. Indfødt og opvokset i Voerså er også Grete Olsen. Grete Olsen har i mange år beskæftiget sig med at male. Malerierne vil blive udstillet i pinsen på Voerså Museum sammen med den øvrige udstilling. Langt de fleste af motiverne er fra åen i Voerså, og det har sin naturlige forklaring. Grete Olsen driver til daglig Voerså Bådudlejning sammen med sin mand Egon. I privatboligen har Grete Olsen en fantastisk udsigt over åen, og her kommer inspirationen fra. Udover malerier fra Voerså, udstiller Grete Olsen også andre billeder, som er malet efter at hun har fotograferet stedet. Udover malerier og rav, vil der også kunne ses andre ting på museet. Den gamle røde skole, som i dag er Voerså Museum, fejrede i påsken 100 års jubilæum. Dele af jubilæumsudstilling en vil kunne ses i pinsen, 4. og 5. juni, hvor der er åbent begge dage kl. 12.30-17.30.