Pip i Skærum

Teater 25. februar 2003 07:00

SKÆRUM: Med ny instruktør, nye skuespillere, nymalet scene og nyt gulvtæppe, ja sågar med udvidelse af aktionærerne i Borgernes hus, er det igen lykkedes for dilettanterne i Skærum at blive klar til årets forestilling. Denne sæson opføres et stykke af Knud Erik Meyer Ibsen, "Pip i pensionatet" , og på lørdag 1. marts er der premiere, med efterfølgende spisning og dans. I første del af stykket møder vi blandt andre generalmajor K. G. B. Buhmenknall, officer ved det nærliggende øvelsesterræn, Tut enkefrue efter Severinsen, den lokale politiker Bjarne Swutschnack, Birthe det allestedsnærværende postbud, og Vera, der er enkefru Severinsens egenrådige søster. I sidste del af stykket møder vi så Barbel Schlibrich, militær agent klædt ud som tyrolerkvinde, Dimsen, landevejsridder af de gyldne skummende landevejskroer, Tage, landbetjent, Finn Laden, muslimsk taxachauffør, og sidst men ikke mindst den jurastuderende Tina Prydsager. Der er tale om en fængende forestilling, hvor det er muligt at få rørt lattermusklerne, luften er ladet med intriger, beskyldninger og nidkærhed, og efter cirka to timer ender det hele jo nok alligevel i fryd og gammen. Der er som tidligere år arrangeret spisning efter forestillingen, med efterfølgende dans. Til spisningen er tilmelding nødvendig på telefon 98 47 35 89.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...