Pippi alene på kvisten

Galleri - Tryk og se alle billederne.

4

Previous Next

Der er voksent overlæg, mere direkte social medfølelse og lovlig megen politisk korrekthed. Det er bagsider ved denne moderne Pippi-udgave, nydramatiseret i Sverige af Jonna Nordenskjöld i 2007 i anledning af Astrid Lindgrens hundredårsdag, bearbejdet og iscenesat til Aalborg af hendes landsmand Daniel Rylander. Det virker umiddelbart underligt, at der ikke er nogen tyveknægte i stykket - det er da ellers en central scene i Pippi til alle tider. At hattedamerne ikke er der, kan man endda forstå. De findes ikke mere som begreb - men gør de artige, vandkæmmede 50'serbørn, Tommy og Annika det? På scenen, ja. Her må Pippis far, Efraim Langstrømpe, til gengæld nu ikke være sørøver mere, men bare søkaptajn. Er det så fordi, det er blevet alt for uacceptabelt med pirateri - sådan på kanten til terrorisme? For den, der har den "rigtige" Pippi fra bog, film, tv og teater nogenlunde præsent, virker det lidt sært. Forhåbentlig har det helt unge publikum ikke den samme forventning. Den sal, proppet med børn, som jeg så forestillingen sammen med, morede sig i hvert fald godt. De klappede også nogenlunde villigt med på takten i musikscenerne, anført af et par indviede voksne ude på rækkerne. Sidder de mon med, hver gang stykket spilles, eller kun til premieren? Måske ville børnene i virkeligheden få mere ud af bare at se og høre forestillingen uden at skulle have heppet en stemning op. For den har masser at byde på, både som den universelle historie om barnets eget univers på godt og ondt, som skøn, satirisk eventyrfortælling og som tumleplads for skægge, skøre, originale påfund - og bestemt også som en musikalsk, spille- og syngeglad forestilling. De medvirkende spiller selv instrumenterne, og kapelmester Gunhild Kjær lægger bund og fylder felterne ud med både pc og tangenter fra balkonen. Det virker knaldgodt, når aben Hr. Nilsson bryder ud i scatsong, mens han piner cooljazzede toner ud af guitaren i hængekøjen under loftet - og Hesten Lille Onkel vrinsker melodisk og hiver gulvbassen frem. Pippi selv synger, spiller kazoo og melodica, og Sidsel Siem Koch som Annika viser sig at kunne ikke så lidt med en heftig saxofon. Både trækharmonika, ukulele, banjo, tuba og masser af slagtøj er også i brug. Det løfter og giver liv og vildskab på scenen - og det spiller godt sammen med den lune strøm af glade overraskelser, Pippi-udgaven også har til os. Ikke mindst den helt vidunderlige hest, "Lille Onkel" hedder han her - i sammenhængen en god udgave af det svenske navn, "Lilla Gubben". Andreas Jebro spiller ham surrealistisk sjovt og med en komisk elegance og distance til det menneskelige islæt, der gør scenerne med ham helt ubetaleligt morsomme. Hans modsætning er Simon Stenspils akrobatisk omkringspringende, temmelig foruroligende abe, Hr. Nilsson - lynhurtig, ryggesløs og uberegnelig. Det par er rent guld. Skønheden og poesien indfinder sig hver aften ved sengetid, når Pippi går alene til køjs på kvisten, en ensom lille pige, som siger godnat til sin døde mor oppe på skyen og til sin fraværende far, sømanden, der er forsvundet på havet. Eventyrhuset, der er modelleret efter filmenes Villa Villekulla, forvandles til et ensomt sted i mørket. Og Pippi spilles som tapper og fandenivoldsk, men sårbar af Malin Rømer Brolin-Tani, som giver perspektiv til forældresavnet ved at se op i himmelen efter sin mor, der er endeligt mistet, gennem en kikkert - som hun så vender den gale vej og nedad, når det er sin eksotiske, men rastløse far, hun ser efter. Der går mangetydighed i billedet, når vi ved, at børneværnet er på vej med politiledsagelse, børnehjemmet venter og voksenverdenen udenfor rykker sammen for at få orden på tingene. Op dukker kaptajn Langstrømpe ganske vist og redder datteren fra det hele og alt ender med en fest. Men er det det, der sker? Eller er det bare en ny løgnehistorie, der skal gøre det muligt at bære den hårde virkelighed. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Pippi Langstrømpe" Astrid Lindgren, nydramatiseret af Jonna Nordenskjöld. Bearbejdet til Aalborg Teaters Store Scene og instrueret af Daniel Rylander. Scenografi og kostumer: Nynne Moe. Koreografi: Johann Lindell. Kapelmester: Gunhild Kjær. Komponister: Georg Riedel, Jan Johansson og Joel Sahlin. Medvirkende: Pippi: Malin Rømer Brolin-Tani Hr. Nilsson: Simon Stenspil Hesten Lille Onkel: Andreas Jebro Annika: Sidsel Siem Koch Tommy: Jakob Hannibal Mor: Bodil Lassen Far: Jørgen W. Larsen Kaptajn Langstrømpe: Thomas Nielsen. Aalborg Teaters skoleforestilling 25. januar til 31. marts 2012.