Musik

Piraten vil lave anderledes techno

Peter Guse har prøvet meget i løbet af sit liv. Nu har han bosat sig i Aalborg, hvor han vil leve af musikken

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Peter Guse har taget kunstnernavnet The Pirate, fordi hans kæreste en dag kaldte ham for "pirat".

Peter Guse har ikke haft et helt almindeligt liv. Han har boet i både Belgien, Tyskland og Danmark, og han har haft flere op- og nedture undervejs. I dag er han 35 år, har det seneste år boet i Aalborg, og han vil aldrig flytte. Og så har han netop udgivet sit første album. Og heller ikke her er det helt almindeligt. For da den strukturerede Peter Guse som 17-årig startede til klassisk klaver, lagde det absolut ikke i kortene, at han over 15 år senere skulle udgive technoalbumet "Disparate Worlds" under kunstnernavnet The Pirate. Faktisk var det meget tilfældigt, at han begyndte at gå til klaverundervisning. - Jeg begyndte, fordi jeg kendte en på skolen, der spillede klaver, og hende var jeg lidt forelsket i, forklarer han. På det tidspunkt boede Peter Guse i den sydlige del af Tyskland, men han voksede op i Bruxelles. Det var ikke let for ham, da han som 12-årig flyttede til Tyskland med familien. - Det var en meget hård tid for mig. Vi ankom en meget kold vinter. Jeg havde aldrig boet andre steder end Bruxelles, og jeg havde det ikke ret godt i Tyskland, forklarer han. Da han skulle studere, flyttede han derfor til Aalborg, hvor hans mor oprindeligt er fra. Her havde han en rolig tilværelse. - Jeg levede et beskyttet liv, hvor jeg gjorde det, man forventede. Jeg studerede og havde kæreste, og svigerforældrene var nogle, mine forældre også kunne lide, forklarer han. Brød ud af rollen Efter studiet blev det strukturerede liv for meget. Forholdet med kæresten brød sammen, og der skulle ske noget nyt for Peter Guse. Han valgte at rejse ud i verden. - Jeg kunne mærke, at der var noget i mig, der ikke kom ud. Da jeg rejste, gjorde jeg det også for at bryde ud af rammerne, forklarer han. Pludselig levede den unge mand et langt mere vildt liv uden forpligtelser. - Jeg droppede kontakten til alt. Jeg havde ikke ansvaret for nogen. Jeg gjorde præcis, hvad der passede mig, forklarer Peter Guse. På rejsen var han omkring blandt andet Mexico, USA og Bahamas, og da han kom hjem fortsatte det vilde liv. Men efterhånden blev det for meget for ham. - Det var et fængsel, hvor jeg ikke turde være mig selv. Jeg kiggede mig i spejlet, og jeg kunne slet ikke kende mig selv, forklarer han. Han fik det værre og værre, og efter en periode endte det med, at omgangskredsen fik ham til at gå i behandling. - De kunne mærke, der var noget galt, og de fik mig til at gå i behandling i 2001, forklarer han. Han fik stillet diagnosen maniodepressiv, og får stadig invalidepension fra Tyskland. Men han har fået det meget bedre. For et års tid siden valgte han at flytte tilbage til Danmark. Det gjorde han, fordi han fandt ud af, den tyske mentalitet ikke passede ham. I Aalborg har han det bedre. - Forbindelsen til mennesker er meget bedre her. Jeg har lettere ved at tale med folk, og jeg kan mærke, at jeg er blevet mere udadvendt, forklarer han. Han har også fået en kæreste, som han er meget glad for, og selvom forældrene stadig bor i Tyskland, er der fin kontakt. Fokuserer på musikken I Aalborg har Peter Guse valgt at satse fuldt ud på musikken, og han har nu udgivet sit første album gennem hans hjemmeside. Og det er ikke bare techno, som alle andre laver det. Han forsøger at forene klassisk klaver med techno i sin musik, og det er ikke en let opgave. - Jeg er nødt til at finde en form, hvor klaveret ikke drukner, og technoen stadig lyder hård, forklarer han. Første album er et skridt på vejen, selvom han stadig ikke har opfyldt sit mål med musikken helt. Men han er allerede i gang med arbejdet til næste album, og der er mange ideer. - Jeg går i dybden med nogle lyde og ideer. Jeg vil prøve mere, forklarer han. Peter Guse håber at kunne leve af musikken om et par år. Indtil videre er der ingen deciderede planer om koncerter, men han ved, det også kan lade sig gøre. - Men jeg skal være et sted, hvor folk forventer noget anderledes, forklarer han. Og hans musik er på mange måder anderledes. Technoen er meget mere minimalistisk, end det man normalt hører i Danmark, og klaveret er markant i lydbilledet. Og så kan man ikke få et fysisk album, men kun købe det som computerfiler. - Jeg vil gerne gå egne veje og have musikken ud til et rimeligt antal mennesker. Og de skal gerne blive berørt af musikken, forklarer han. På hans første album skal musikken afspejle hans liv, hvor han de første mange år levede meget struktureret, og senere begyndte et vildt og mere uforpligtende liv. 29. august udgav han det som "The Pirate". Endnu har det ikke solgt specielt meget, men han begynder også først for alvor at markedsføre det på internettet nu. Han håber at have endnu et album klar næste sommer. Peter Guse har hjemmesiden www.radiate.dk, hvor man kan høre hans musik.