Pirater får fængselsstraffe efter dansk tilfangetagelse

Somaliske pirater er idømt lange fængselsstraffe, efter Absalon tilbageholdt dem ved en aktion sidste år.

Pirater får fængselsstraffe efter dansk tilfangetagelse

Tre somaliske pirater har hver fået 24 års fængsel, mens en fjerde er idømt 16 års fængsel tirsdag ved en domstol på Seychellerne. Piraterne blev pågrebet af det danske flådefartøj Absalon under en aktion i april 2012, oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ser dommen som en god nyhed.

- Dermed har vi endnu engang vist, at Danmarks indsats ved Afrikas Horn virker - og at det faktisk lykkes at få dømt pirater, når beviserne er til det, siger udenrigsministeren.

Det lykkedes danske myndigheder at få en række pakistanske fiskere, der blev holdt som gidsler af piraterne, til at vidne mod piraterne under sagen.

- I denne sag har vi nydt godt af et fint samarbejde med Pakistan om at sikre den nødvendige vidneførsel. Det næste skridt, der nu vil blive arbejdet på, er at få overført de dømte pirater til afsoning i deres hjemland Somalia, fortæller Villy Søvndal.

De fire pirater, som Danmark overdrog til Seychellerne sidste år, udgjorde den hårde kerne af de i alt 16 pirater, som Absalon tilbageholdt. Ved aktionen blev 12 pakistanske og iranske gidsler frigivet.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) mener, at arbejdet mod pirateri er givet godt ud.

- Vi har som land en soleklar interesse i at komme efter de pirater, der også rammer danske virksomheder og arbejdspladser. Og derfor er jeg selvfølgelig også meget tilfreds, når det lykkes os at få pirater retsforfulgt, siger Nick Hækkerup.

Lige nu sidder 1179 pirater fængslet i 21 lande verden over, viser de seneste tal fra FN.

Danske flådefartøjer har indtil nu skredet ind overfor omkring 280 formodede pirater og i den forbindelse befriet ikke mindre end 78 gidsler. Danmark har overdraget 41 pirater til retsforfølgning.

Den danske fregat Iver Huitfeldt skal indtil april i år være i Det Indiske Ocean, hvor den siden slutningen af oktober 2012 har deltaget i den internationale pirateribekæmpelse i NATOs operation Ocean Shield.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst