EMNER

Pirater vil i Folketinget

BRUXELLES:Piratpartiet i Danmark holder landsmøde i dag lørdag, og vil reformere ophavsretsloven, afskaffe patentreglerne og sætte tykke streger under retssikkerhed på internettet. De vil erobre taburetter i Folketinget, og de sigter også efter Europaparlamentet, ligesom forbillederne i Sverige, der stiller op til valget 7. juni og har realistiske chancer for at komme ind. Men foreløbigt tæller skaren af medlemmer i det danske Piratparti kun 13 personer, mens det svenske Piratparti stormer frem i meningsmålingerne på en tidevandsbølge af unge, der downloader og deler musik, bøger og film på nettet uden at skele til ophavsrettigheder. Ung Pirat kan ifølge sine egne tal kalde sig Sveriges største ungdomsparti med over 15.000 medlemmer. Moderpartiet spurter frem mod 40.000, og det koster helt i partiets ånd ingenting at melde sig ind. Piratpartiet i Danmark har piratkopieret sit principprogram direkte fra sine succesfulde svenske kampfæller. /ritzau/