Piraterne på sikker guldkurs

Aalborg Pirates udspillede endnu engang Herning i finaleserien

Søren Olsson
Peter Quenneville i jubel efter scoringen til 2-0. Foto: Peter Broen
Aalborg Pirates 15. april 2018 19:46 - Opdateret 17. april 2018 05:30

ISHOCKEY: Det begynder at lugte særdeles meget af gyldent metal i Aalborg, efter Aalborg Pirates søndag også udspillede Herning Blue Fox i den anden kamp i finaleserien og vandt 3-0.

Selvom det efterhånden er 37 år siden, at det danske mesterskab er endt i Aalborg, så er der efterhånden meget, der skal gå galt, hvis den forbandelse ikke skal brydes i år.

Piraterne er nu blot to sejre fra guldet.

Søren Olsson
Foto: Peter Broen

Og Aalborg Pirates samlede handsken op fra den første kamp i Herning og satte fra start et hæsblæsende tempo. Hvis man havde ventet, at Herning ville komme bedst ud for at revanchere fredagens nederlag, så kom man hurtigt på andre tanker, for det var piraterne, der havde fuld kontrol.

Fire og et halvt minut inde i første periode gav det også resultat. I kampens første powerplay gik Mikkel Højbjerg på mål og pucken blev sendt ud til højre side af zonen, hvor Julian Jakobsen satte den fladt ind, mens Simon Nielsen for sent prøvede at sideforskyde.

Søren Olsson
Foto: Peter Broen

Herning havde enkelte sporadiske halve forsøg - bedst var muligheden, da Lasse Lassen fik pucken i et breakaway, men pasningen blev lige en tand for skarp, og han måtte tage turen rundt om mål, og chancen løb ud i sandet.

Søren Olsson
Foto: Peter Broen

I stedet burde Pirates havde scoret mindst to gange i første periode. I Hernings første powerplay fik Aalborg nemlig to gange sendt Jeppe Jul Korsgaard af sted helt alene, men begge gange formåede Simon Nielsen at få skøjten på - første gang havde været en sand lækkerbisken, da Jeppe Jul hurtigt trak pucken til højre og så til venstre, men han fik ikke helt træf på afslutningen og ramte benskinnen.

Søren Olsson
Foto: Peter Broen

Senere var Peter Quenneville tæt på med en styring på et skud fra Sonny Hertzberg, og perioden sluttede med en suveræn solotur af Jeppe Jul Korsgaard, der satte tre mand af, men igen måtte se Simon Nielsen redde i feltet.

Anden periode er der, hvor Pirates har spillet bedst i slutspillet, fordi det er der, hvor gæsterne har længst til udskiftningsboksen fra egen zone, og det så man igen søndag aften.

Søren Olsson
Foto: Peter Broen

Piraterne fortsatte dominansen i stor stil, og det blev til masser af chancer, som Simon Nielsen måtte stå i vejen for. Otte minutter inde i perioden blev det dog 2-0. Aalborg opsnappede en løs puck i midtzonen, og Martin Lefebvre spillede Pete Quenneville helt fri i højre side af zonen, og han satte pucken imellem benene på keeperen.

Søren Olsson
Foto: Peter Broen

Og kort før periodens afslutning blev det også 3-0. Mikkel Højbjerg erobrede pucken i egen zone og spillede en hurtig kombination med broren Martin Højbjerg, der lagde sin pasning som en gulerod foran Herning-backen. Han nåede den dog ikke, og i stedet kunne Mikkel Højbjerg skøjte højre om Simon Nielsen og sætte pucken i nettet til det, der lignede en kampafgørende føring.

Tredje periode blev ikke specielt dramatisk, fordi Aalborg egentlig bare spillede pucken rundt, mens Herning nok samlede kræfter til et angreb i hjemmekampen tirsdag aften, men gæsternes andenkæde med især Lasse Lassen og og Toni Kallela skabte noget ravage, som Tadeas Galansky og Martin Lefebvre i fællesskab fik afværget.

Piraterne er oppe med 2-0 i serien, og næste kamp er tirsdag aften i Herning med kampstart 20.30.

Søren Olsson
Foto: Peter Broen

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...