Pirates blev trynet af mestrene

Aalborg Pirates mødte overmagten i den første DM-kvartfinale

Foto: Frank Cilius/Scanpix <i>Scanpix Denmark</i>

Foto: Frank Cilius/Scanpix Scanpix Denmark

VOJENS:Aalborg Pirates var på forhånd stærkt undertippede i DM-kvartfinalerne mod SønderjyskE, og fredagens første kamp i Vojens viste hvorfor.

Her kæmpede piraterne ganske vist forbilledeligt, men omvendt var der heller ingen tvivl om, at SønderjyskE var bedst og skarpest, når det gjaldt. De forsvarende mestre vandt med 3-0 efter et mål i hver periode.

Aalborg Pirates gav sig selv en overordentlig skidt start, da kaptajn Daniel Madsen efter blot halvandet minut pådrog sig 2x2 minutters udvisning.

Det udnyttede hjemmeholdet til at lægge et stort pres mod Marcus Lundells mål, og det gav pote, da topscorer Cory Quirk efter godt fire minutter drejede pucken op i det fjerne hjørne til en 1-0-føring.

Det var som ventet SønderjyskE, der sad på begivenhederne i første periode. Mathias Christensen fik ganske vist en pæn chance for udligning, men SønderjyskE afværgede, og i første periodes sidste minut var Thomas Spelling i stedet tæt på at fordoble de forsvarende mestres føring, men denne gang hev Marcus Lundell en stor redning frem.

Aalborg Pirates’ start på kampen blev ødelagt af en udvisning, og historien gentog sig i anden periode. Mod første periodes slutning måtte Romans Semjonovs en tur i straffeboksen, og da Robin Karlsson fulgte efter kort inde i anden periode, kom gæsterne under stort pres igen.

Hjemmeholdet fik flere gode muligheder for at fordoble føringen, men Marcus Lundell var en god mand for Aalborg Pirates. Den svenske målmand holdt sit hold inde i kampen med flere gode redninger.

Seks minutter inde i perioden måtte Lundell dog kapitulere. Svenskeren efterlod en retur på Tyler Gottos forsøg, og så kunne Mark Lee let skubbe 2-0-scoringen i nettet.

Kort tid efter fik Aalborg Pirates en gylden mulighed for en reducering, da hjemmeholdet pådrog sig to udvisninger i samme spilsituation. Dermed fik gæsterne mulighed for at spille to mand i overtal, men den mulighed blev hurtigt sendt overbord, da topscorer Nicolai Meyer pådrog sig en tåbelig udvisning, så den gyldne Pirates-mulighed ikke førte andet en frustration med sig.

Fem minutter før anden periodes udløb var piraterne alligevel tæt på en reducering. Olle Liss’ afslutning gav panik foran SønderjyskE målet, men i sidste øjeblik fik hjemmeholdet ekspederet pucken væk.

Dermed var stillingen 2-0 efter de to første perioder, og i de sidste 20 minutter lod hjemmeholdet til at sætte den på cruise control, men 10 minutter før tid fik Aalborg Pirates en ny mulighed for at komme tilbage i kampen, da det var hjemmeholdets Antti Höllis tur til at pådrage sig en 2x2 minutters udvisning.

De fire minutter ændrede dog ikke på indtrykket af et Pirates-hold, der på aftenen fik alt for lidt ud af sine overtalssituationer. En enkelt farlig situation blev det til, da pucken hoppede og dansede foran Joni Myllykoskis mål, men uden at piraterne kunne få pucken det sidste afgørende stykke over stregen.

I stedet lukkede og slukkede hjemmeholdet kort, efter at man igen var blevet fuldtallige. Henrik Nielsen udnyttede Cory Quriks forarbejde til at cementere en velfortjent sønderjysk sejr.

De to hold mødes igen på søndag, hvor Gigantium lægger is til den anden kvartfinale.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.