Pirates imponerede i Schweiz: Fik point i debuten i Champions League

Aalborg Pirates overgik alle forventninger og hentede point i Zürich

Søren Olsson
Aalborg Pirates imponerede og scorede fem gange i Zürich. Foto: Torben Hansen
Aalborg Pirates 30. august 2018 22:14 - Opdateret 31. august 2018 09:26

ISHOCKEY: Bookmakerne gav pengene mere end fem gange igen på de danske mestre fra Aalborg PIrates, da de torsdag aften debuterede i Champions Hockey League på udebane mod ZSC Zürich.

Men piraterne overgik alle forventninger og hentede sensationelt et point på udebane mod de nidobbelte schweiziske mestre med tilnavnet Lions.

Sejren kom i hus for hjemmeholdet bare 24 sekunder inde i fem minutters ekstra periode, efter den ordinære kamp var endt 5-5. Dermed blev det en sejr på 6-5 til hjemmeholdert, da Christian Marti gik alene mod mål og satte pucken under Ronan Quemener.

Aalborg Pirates var kørt mod Schweiz allerede tirsdag, og onsdag ved middagstid ankom holdet til Zürich. Dermed var der altså en lang bustur i benene på de i forvejen særdeles undertippede Aalborg-spillere, der dog gik til opgaven med krum hals.

Som ventet var det hjemmeholdet, der lagde pres på med masser af fart i skøjterne, og der gik da heller ikke mere end godt fire minutter, før pucken lå i nettet bag den tilbagevendte keeper Ronan Quemener. Tim Berni dukkede op inde foran mål og styrede et skud i nettet.

Men Aalborg Pirates svarede igen øjeblikkeligt. På en hurtig omstilling endte pucken ved Julian Jakobsen, og han lagde elegant pucken bagom ryggen til en helt fri Nikolaj Carstensen, og han havde masser af tid til at sende pucken ind med et fint trækskud.

ZSC Zürich Lions er nidobbelte schweiziske mestre, og de lod sig ikke slå ud. Især Den lynhurtige back Kevin Klein gjorde livet surt for piraterne med nogle flotte ryk, men han manglede det sidste i afslutningerne.

Alligevel tog schweizerne endnu engang føringen med et lidt heldigt mål. Christian Marti sendte pucken mod mål, og den ramte to spillere undervejs og gled fladt ind i mål.

Men igen formåede Pirates med det samme at slå tilbage. Jack Walker, der ser ud til at være en særdeles spændende spiller op, dukkede op foran mål og slog en retur i nettet til 2-2 - stillingen efter de første 20 minutter.

Ronan Quemener kom også på arbejde tidligt i anden periode, men diskede op med tre gode redninger, men så fik piraterne for første gang powerplay, da Kevin Klein røg ud i to gange to minutter for en slem boarding.

Piraterne startede stærkt ud i powerplay og skabte gode muligheder til både Thomas Spelling og Martin Højbjerg, men derefter fik ZSC styr på boxplay, og det blev ikke til mere.

Efter otte minutter af perioden diskede Quemener op med en vanvittig dobbeltredning. Først fik han pareret et skud tæt under mål, og på returen fik han stukket benet helt ud til stolpen og stoppet det, der lignede et stensikkert mål.

Og i stedet tog piraterne overraskende føringen lige bagefter. David Friedmann profiterede af en lækker puck fra banden bag mål og i to omgange kunne han sende den forbi Lukas Flüeler.

Schweizerne slog igen med seks minutter tilbage af perioden. Julian Jakobsen blev straffet, da piraterne to gange i træk sendte pucken ud af spil, og powerplayet var kun få sekunder gammelt, før Kevin Klein slog til og sendte pucken i nettet.

Kort efter kom piraterne i undertal i fire minutter, da Victor Panelin-Borg blev dømt for boarding, men Ronan Quemener og piraternes boxplay holdt flot stand.

Og piraterne sluttede såmænd perioden med at tage føringen efter smukt samarbejde mellem Højbjerg-brødrene. Mikkel lagde den af til martin, der med et flot temposkift trak forbi sin nærmeste oppasser og med et trækskud slyngede pucken op i det fjerne målhjørne.

Og man sad nærmest og kneb sig selv i armen i tredje periode. Aalborg kom i undertal to gange hurtigt, overlevede det første powerplay og bare få sekunder inde i det andet kunne holdet score på breakaway. Spencer Humphries scorede imellem benene på keeperen.

Piraterne kunne dog ikke juble længe over en føring på to mål. Oliver Gatz slog tæt under mål pucken op på skulderen af Quemener, og så trillede den stille i mål. Jerome Bachofner blev noteret for scoringen.

Og kort efter blev det også den ventede udligning. Ronan Quemener røg på rumpen i en redning, og så kunne Chris Baltisberger sætte pucken op i nettaget.

Aalborg Pirates spiller allerede lørdag aften på udebane mod Vienna Capitals.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...