Pirates-profil: - Vi kan slå alle hold

Efter søndagens storsejr over Metalligaens førende hold er Martin Højbjerg optimistisk

Sarah Thun Madsen
Foto: Lars Pauli
Aalborg Pirates 8. januar 2018 06:54 - Opdateret 8. januar 2018 07:42

ISHOCKEY: Søndag eftermiddag blev det til to mål i træk for Pirates-profilen Martin Højbjerg.

Han havde ikke forventet så stor en sejr, 8-2, over ligaens bedste hold, men på dagen klikkede spillet for aalborgenserne.

- Vi kommer ud med den gameplan, som vi har lagt. Vi fuldfører den i første periode, og det synes jeg egentlig, vi gør i hele kampen. Så scorer vi otte mål, så det er jo dejligt, fortæller han efter kampens afslutning.

Efter en sløv start på sæsonen er piraterne ved at komme efter det, og forwarden føler sig efterhånden sikker på spillet.

- Når vi holder os til den gameplan, der er blevet lavet inden kampen, så kan vi slå alle hold, og i dag var det så Herning det gik ud over, siger han.

Han håber på, at holdet også i de fremtidige kampe vil vise, at de har tillid til trænerens strategi, og at det vil give udslag i tabellen.

- Vi skal holde os til de aftaler, vi har, for vi kan se, at når vi gør det, så virker det. Selvom vi måske kommer bagud i starten af en kamp, så skal vi bare vide, at hvis vi holder os til aftalerne og til de ting, vi er gode til, så skal det nok komme. I dag er vi gode til at holde den i alle tre perioder, og det giver pote, siger han.

Aalborg Pirates er stadig på andenpladsen i Metal-ligaen med syv point op til Herning Blue Fox.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...