Pirates: Skal holde konceptet

Aalborg Pirates har mest at rette før søndagens kamp i Frederikshavn

Foto: Claus Søndberg

Foto: Claus Søndberg

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates tørner søndag igen sammen, når de to nordjyske ishockeyrivaler mødes i Frederikshavn.

Det sker mindre end 48 timer, efter at høgene vandt med 6-3 i Aalborg, og det betyder også, at de aalborgensiske pirater har mest at rette op på.

- Vi fandt ud af, at vi bliver straffet benhårdt, hvis vi ikke spiller efter vores koncept. Så snart vi begynder at spille lidt overlegent i stedet for bare at lægge pucken dybt, er Frederikshavn gode til at slå kontra, konstaterer Pirates-kaptajn Daniel Madsen, der derfor håber på forbedringer søndag.

- Vi ved, at det er rigtig svært at spille i Frederikshavn, så hvis vi ikke kommer med en anden indstilling, får vi det svært, siger Daniel Madsen.

Viljen til forskel

Anderledes ser det ud fra Frederikshavn White Hawks’ perspektiv. Her håber man på en gentagelse af fredagens begivenheder.

- Jeg synes, at forskellen var, at vi kæmpede som et hold. Det var en god og intens kamp, hvor vi havde den afgørende vilje, siger målmand George Sørensen.

I fredagens kamp var nøglen til høgenes sejr, at man var bedst til at holde sig ude af straffeboksen, og det kan meget vel blive et tema igen.

- Det bliver nok en kamp, der kommer til at ligne den, vi spillede i fredags. Det er et derby, og derfor forventer jeg også, at det bliver en kamp med stor intensitet, lyder det fra George Sørensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.