Pirates skal nulstille

Bjarke Møller har ikke opgivet at drille rivalerne

Bjarke Møller (tv.) tror fortsat på overraskelsen mod Frederikshavn White Hawks trods fredagens 0-4-nederlag. Foto: Hans Ravn

Bjarke Møller (tv.) tror fortsat på overraskelsen mod Frederikshavn White Hawks trods fredagens 0-4-nederlag. Foto: Hans Ravn

FREDERIKSHAVN:Aalborg Pirates led et klart nederlag i den første DM-kvartfinale, da rivalerne fra Frederikshavn White Hawks fredag vandt 4-0 hjemme i Scanel Hockey Arena.

Men piraterne har ikke opgivet at skabe balance i kvartfinaleserien, når den anden kamp spilles i Aalborg søndag.

- Vi vidste godt, at de skulle ud at bevise sig i den første hjemmekamp. Det er dem, der har presset på sig, mens vi skal forsøge at drille dem. Nu går vi hjem og nulstiller, og det bliver de også nødt til, for på vores egen is bliver det en anden kamp, siger Pirates-kaptajn Bjarke Møller.

Frederikshavn White Hawks er på forhånd favoritter til at indløse semifinalebilletten, men fredagens klare nederlag ændrer ikke på, at aalborgenserne fortsat tror på overraskelsen.

- I princippet ændrer det jo ikke noget, om man taber med et eller fire mål. Vi vidste, at vi ville komme op mod et hold med meget puckbesiddelse, så som sådan kom de ikke med noget, der overraskede os. Vi er stadig ved godt mod, forsikrer kaptajnen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.