Pirates slog White Hawks igen

Aalborg Pirates har vundet begge sommerens testkampe mod rivalerne fra Frederikshavn

Thomas Jasper
Arkivfoto: Claus Søndberg
Ishockey 1. september 2017 22:16

ISHOCKEY: Med en 4-3-sejr over Frederikshavn White Hawks kunne Aalborg Pirates fredag glæde sig over at have vundet begge sommerens testkampe mod de nordjyske rivaler.

For 14 dage siden vandt aalborgenserne 4-1 i Gigantium, og fredag blev det så også til en sejr i Scanel Hockey Arena.

Trods hjemmebanefordel til Frederikshavn var det Aalborg Pirates, der tog teten i første periode. Først gjorde Henry Hardarson det til 1-0 for gæsterne, og siden scorede først Julian Jakobsen og siden Pierre-Olivier Morin til 2-0 og 3-0, inden Joachim Linnet mod første periodes afslutning fik reduceret til 1-3 for Frederikshavn White Hawks.

Frederikshavn White Hawks, der udskiftede den svagt spillende målmand Christian Larsen undervejs, kom dog tilbage i opgøret. Først fik Jens Henrik Tönjum reduceret til 2-3, og i tredje periode kom hjemmeholdet også på 3-3 ved Henrik Eriksson.

Til sidst var det alligevel Aalborg Pirates, der løb med sejren, da Mikkel Højbjerg scorede det afgørende mål.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...