Sport

Pirates-spillere går mod egen forening

Vi finder på ingen måde DEF’s ultimative udmelding gavnlig for ishockeysporten, lyder det i pressemeddelelse fra spillerne

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 14:54

AALBORG: - Spillertruppen i Aalborg Pirates bakker op om kontraktudvalgets arbejde og beder DEF respektere, at størstedelen af truppen trak deres rettigheder tilbage til klubberne i maj 2015.

Så skarpt lyder det i en pressemeddelelse underskrevet af Daniel Madsen og Sebastian Ehlers på vegne af Aalborg Pirates spillertrup.

Med udmeldingen går spillerne i Aalborg Pirates imod deres egen fagforening i spørgsmålet om en overenskomst mellem Danske Elitesportsudøveres Forening på den ene side og Danmarks Ishockey Union og Ligaforeningen på den anden side.

Balladen om en overenskomst eller ej i dansk ishockey blev mandag trappet en del trin op, da Danske Elitesportsudøveres Forening på vegne af 190 spillere i den bedste danske ishockeyrække Metalligaen krævede, at Dansmarks Ishockey Union og Ligaforeningen inden onsdag 10. februar indgår en overenskomst med DEF.

Så travlt har de slet ikke blandt spillerne i Aalborg Pirates.

- Som opfølgning på det sidste døgns aktiviteter fra spillerforeningen D.E.F., vil vi gerne fra spillertruppen i Aalborg Pirates understrege, at der er fuld opbakning til kontraktudvalgets arbejde. Vi er forhåbningsfulde og har tillid til udvalgets arbejde, hvorfor vi på ingen måde finder D.E.F.s ultimative udmelding gavnlig for sporten eller processen for at nå til enighed, lyder det fra de to Piratesspillere i pressemeddelelsen.

Også spillerne i Herning Blue Fox er gået ud med en lignende melding, hvor de også undsiger deres spillerforenings ultimative udmelding.

Gå til relaterede emner

Forsiden