Sport

Pirates taber knebent efter overtid

Aalborg kæmpede som besatte, men måtte give fortabt til Esbjerg efter overtid

Esbjerg rejste sig ovenpå nederlaget til Odense og leverede en flot indsats mod Esbjerg Energy, som dog vandt efter overtid. Foto: Martin Damgård
Esbjerg rejste sig ovenpå nederlaget til Odense og leverede en flot indsats mod Esbjerg Energy, som dog vandt efter overtid. Foto: Martin Damgård

Opdateret 15. februar 2016 kl. 06:33

AALBORG: Aalborg Pirates kæmpede for sagen, men måtte se sig slået 1-2 efter overtid, da rækkens nummer tre Esbjerg kom på besøg.

En scoring efter 64 minutter af Brock Nixon afgjorde en intens kamp.

Aalborg virkede opsatte på at vise, at der var vægt bag udmeldingen om, at 13-0 blamagen mod Odense vitterligt var vasket væk, men den sidste koncentration manglede ved flere kæmpe chancer. Esbjerg var ikke ufarlige, men lurede på muligheden for at slå til, såfremt Aalborg skulle henfalde til et øjebliks uopmærksomhed.

To minutter før slutfløjtet på første periode blev Aalborg belønnet for en god indsats.

Daniel Madsen afsluttede og scorede på en fremragende omstilling, hvor Nicolaj Meyer og Olle Liss kombinerede flot udenom to forsvarende Esbjerg-backs, mod forventning afsluttede de ikke men sendte pucken til en bagfrakommende Daniel Madsen, som scorede let i et tomt mål.

Det udløste en omfattende bamseregn på isen, som endte med, at Pirates-spillerne måtte ud og hjælpe med at feje væk.

Esbjerg-overtag

Anden periode var knap kommet i gang, før Lasse Bang var lige ved at udligne Pirates-føringen, men Marcus Lundell afværgede flot. To minutter efter måtte Pirates se Esbjerg bringe balance i regnskabet. Netop som en Aalborg-udvisning til Sebastian Ehlers udløb, blev piraterne for passive i undertalsspillet og det udnyttede Anders Krogsgaard til at score langt udefra.

Den intense fight fortsatte i samme skure i tredje periode.

Aalborg blev begunstiget af adskillige perioder med powerplay, blandt andet fik Esbjergs Mario Lamoureux 2x2 minutter, da der resterede 10 minutter af opgøret, men ind ville pucken ikke og de forspildte muligheder må ærgre i Aalborg-lejren.

Tredje periode endte uden scoringer og dermed skulle matchen afgøres i overtid. Her gav ingen af holdene meget plads fra sig, men Brock Nixon fik det han skulle bruge efter 64 minutter og afgjorde opgøret.

Gå til relaterede emner

Forsiden