Pisar snart klar til comeback

FREDERIKSHAVN:Det begynder endelig at lysne lidt for den slovakiske keeper i Frederikshavn White Hawks, Lubomir Pisar, der har været knæskadet siden den første pokalkamp mod Herlev 20. august. - Pisar er begyndt at træne med på isen og deltager i omkring 70 procent af den normale træning for en målmand, fortæller White Hawks-direktør Mogens Andersen. - På træningen deltager han sammen med svenske Martin Eklund og Bjørn Stoklund og spares naturligvis i den udstrækning, der er nødvendig. - Hvis hans situation fortsat går i den rigtige retning, håber vi, at han kan vogte målet allerede fredag 13. oktober i en udekamp mod Herlev eller mod AaB ugen efter. White Hawks har en aftale frem til 18. oktober med den svenske keeper Martin Eklund, og Mogens Andersen forventer, at parterne om kort tid skal have en samtale om en eventuel forlængelse.