Pisar snød mestrene

White Hawks har fundet takterne fra sidste sæson frem

lubomir pisar holdt buret rent for White Hawks. Foto: Torben Hansen.

lubomir pisar holdt buret rent for White Hawks. Foto: Torben Hansen.

WHITE HAWKS HERNING 2-0 ISHOCKEY, AL-BANK LIGAEN Af Jens Ole Pedersen jens.ole.pedersen@nordjyske.dk FREDERIKSHAVN: White Hawks har fundet de gamle dyder med fight og høj arbejdsmoral frem, og det klæder i den grad vendelboerne, der i aftes også kunne glæde sig over at have en særdeles fremragende Lubomir Pisar i målet, og med en fortjent 2-0 sejr over de forsvarende mestre tog høgene den tredje sejr på stribe på hjemmebane. Heldigvis for White Hawks fungerer også deres spil i boxplay fortrinligt, for akkurat som i sæsonens tidligere kampe røg høgene flittigt i straffeboksen, og tre gange i første periode måtte man spille fire mod fem, mens Blue Fox fra Herning slap helt fri for udvisninger i den periode. Derfor blev det også en periode, som blev klart domineret af gæsterne, hvilket en skudstatistik på 6-14 også fortæller alt om. I høgeburet havde Lubomir Pisar en rigtig god aften, hvor der altså også var rigeligt arbejde til den slovakiske blæksprutte, som havde en væsentlig andel i, at første periode endte målløs. Blue Fox kunne dog også ryge i straffeboksen, og første powerplay til hjemmeholdet gav bonus tre minutter inde i anden periode, da amerikanske Jon Pelle i en klump af med- og modspillere foran mål scorede til 1-0. Pisar på toppen Det var dog uhyre tæt på en kvik udligning af Blue Fox, for i overtal lavede høgene en stribe grove fejlpasninger, og det gav Pisar overarbejde, men også i anden periode prellede alt af på ham. Faktisk var det utroligt, at de mange personlige fejl fra især backerne ikke blev straffet af Herning, der bestemt ikke virkede specielt skarpe i aftes. Både Morten Lie og Jon Pelle var tæt på at øge føringen midtvejs i tredje periode, og ikke mindst i powerplay var begge mandskaber utroligt tæt på et mål, men føringen på 1-0 og dermed masser af spænding for de 848 tilskuere forblev intakt. Så sørgede en storspillende og fightende Ilya Dubkov for det forløsende mål til 2-0, da han vippede en ripost i nettet. KAMPFAKTA Periodecifre: 0-0, 1-0, 1-0. Mål: 23.23 min. 1-0 Jon Pelle (5-4 spil), 57.56 min. 2-0 Ilya Dubkov. Udvisninger: White Hawks 6x2 min., Herning 8x2 min. Hoveddommere: Jacob Grumsen og Søren Reis. Tilskuere: 848 (sæsonrekord).