Pistoltrusler gav fængsel i 15 måneder

43-årig dømt for umotiverede trusler mod 27-årig midt på Vesterbro

Vold 24. juni 2003 08:00

AALBORG: Totalt umotiverede trusler med pistol, ulovlig våbenbesiddelse og vold mod en 27-årig mand midt på Vesterbro tilbage i marts måned har nu kostet den 43-årige Abdul Karim Abbas, Aalborg, 15 måneders ubetinget fængsel. Retten besluttede desuden, at den 43-årige, som har siddet fængslet siden episoden, skal forblive bag tremmer, til straffen er udstået. Episoden fandt sted på Vesterbro tidligt om morgenen søndag 16. marts, da den 43-årige umotiveret skråede over gaden og rettede en pistol mod en 27-årig mand, som han overhovedet ikke kendte på forhånd. Den 27-årige og en anden mand fik overmandet den 43-årige, som dog under retssagen blev dømt for at have givet den 27-årige et slag i baghovedet med pistolen under den tumult, der opstod. Kort efter blev den 43-årige anholdt af politiet, og han blev senere på søndagen varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i retten, hvor han i udgangspunktet blev sigtet for drabsforsøg. Pistolen viste sig nemlig at være skarpladt, ligesom et kvindeligt vidne under optrinet mente at have hørt pistolen klikke, som om den 43-årige forsøgte at fyre den af mod den 27-årige. Ikke drabsforsøg Under efterforskningen frafaldt politiet dog sigtelsen for drabsforsøg, da pistolen viste sig at være defekt og helt harmløs. Under retssagen opstod der i øvrigt tvivl om, hvorvidt den 43-årige havde trykket på aftrækkeren, eller om klikkelyden stammede fra, at han tog ladegreb på den. Det ændrer dog ikke ved, at den 27-årige og andre tilstedeværende blev noget rystet over pistoltruslerne, som den 43-årige selv betegnede som en total misforståelse. Et uheld Han forklarede, at han slet og ret tabte pistolen ud af bukselinningen, da han gik over Vesterbro, og da han stod med den i hånden efter at have samlet den op, sprang flere personer pludselig på ham. Pistolen, som han ifølge sit vidneudsagn havde købt på et ikke nærmere defineret værtshus, virkede som nævnt ikke, og den 43-årige forklarede, at det vidste han godt. Han kunne i øvrigt ikke anerkende at have slået den 27-årige med pistolen, men mente, at det i givet fald var et uheld på grund af den tumult, der opstod. Retten troede imidlertid ikke på , at det hele var så uskyldigt som beskrevet af den 43-årige. Retten fandt ham skyldig i at have truet med pistolen, ligesom retten også kendte ham skyldig i vold ved at have slået den 27-årige med våbnet. Dertil kommer overtrædelse af våbenloven ved overhovedet at besidde pistolen. Gammel reststraf Når straffen løb op i et betydeligt omfang, skyldes det blandt andet, at den 43-årige tidligere er dømt for våbenlovsovertrædelse, vold og trusler. For et par år siden blev han dømt for at have affyret et pistolskud på et værtshus, og de cirka fire måneders fængsel, som han havde stående som reststraf efter den dom, blev udløst i forbindelse med denne nye sag. Derfor løb rettens samlede straf op i 15 måneders fængsel. Den 43-årige tog betænkningstid med hensyn til, om han skal anke dommen. Til gengæld kærede han omgående rettens kendelse om, at han fortsat skal sidde fængslet, indtil den egentlige afsoning kan finde sted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...