Pjævs er da bare den sødeste i verden

SÆBY:Mange børn mødte i går eftermiddag stolte op på Sæby Bibliotek for at vise deres kæledyr frem - og samtidig se andre børns dyr. Det skete i forbindelse med noget så utraditionelt som et ”marsvin-træf”. Blandt de mange, der kom, var fem-årige Line Christensen. Hun medbragte hamsteren Pjævs. - Pjævs er bare den sødeste i hele verden, forsikrede Line stolt. Hun og de øvrige børn viste med al tydelighed, at de elsker deres små venner og plejer dem på bedste vis. Kærligheden synes gengældt. Bestyrelsesmedlem i Jyske Kreds for Marsvin, Tammi Madsen, var mødt op sammen med sønnen Mathias for at vise nogle af deres marsvin. De blev studeret med stor interesse - og det blev lyttet, da ”eksperterne” orienterede om de forskellige racer, marsvins pleje, foder, sygdomme og ikke så lidt andet. Træffet varede halvanden time. Mange børn fulgte opfordringen om at medbringe deres marsvin. Det vellykkede arrangement var gratis og åbent for alle. Der var arrangeret af børnebiblioteket.