Pjerrot og børnene

NØRAGER:Børns ret til at have et godt liv - et liv med skole og uddannelse og uden hårdt børnearbejde for at tjene til livets ophold - var i fokus, da der var grundlovsfest på Sortebakkeskolen i Nørager. Her talte Bakkens Pjerrot, Ib Groth Rasmussen, og han valgte sine ord ud fra FNs børnekonvention. - I Unicef, der er FNs børnefond, mener vi, at det er en slags grundlov for børn, og alle børn skal have det godt - både børn i Danmark og i andre lande, sagde Pjerrot til børnene på Sortebakkeskolen, hvor man nu har gjort det til en fast tradition at holde grundlovsdag som en skoledag, men en festdag. Og i år var hovedtaleren altså Pjerrot, som også er ambassadør for Unicefs børneby. I sin hvide pjerrot-dragt og hat opfordrede Ib Groth børnene til ikke kun at tænke på børn i andre lande, men også gøre noget: - Lav boder, som idag og optræd, så I kan lokke lidt penge ud af de voksne. Dem kan I så sende til Unicef, sluttede han.