PL-klubber smadrer transferrekord for januar

Næsten dobbelt så mange penge er brugt i Premier League i transfervinduet i forhold til den tidligere rekord

Både rekorden for flest penge brugt og flest penge tjent i januars transfervindue blev slået. Reuters/John Sibley/arkiv
Fodbold 1. februar 2018 14:56

LONDON: Transfervinduet i januar er normalt forholdsvis roligt.

Men en række store handler og en travl sidste dag gør, at Premier League-klubberne har brugt 430 millioner pund - svarende til omkring 3,6 milliarder kroner, ifølge en analyse af revisionsfirmaet Deloitte

Det er ny rekord, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den tidligere rekord lød på 225 millioner pund - 1,9 milliarder kroner.

Det er især top-6 klubberne, der ikke har holdt sig tilbage med at bruge penge, hvor både Arsenal, Liverpool og Manchester City har gennemført dyre transfers.

- Premier League-klubberne har udnyttet muligheden for at forfriske trupperne i januar før den afgørende del af sæsonen, siger Dan Jones, der er partner i Deloitte.

Næsten to tredjedele af pengene blev brugt af top-6 klubberne, mens de seks klubber i bunden stod for cirka en femtedel.

Ifølge analysen slår de 20 hold i den bedste engelske række også rekord, hvis man ser på mængden af penge brugt på en hel sæson.

I 2017/18-sæsonen har klubberne brugt 1,9 milliarder pund - svarende til omkring 16 milliarder kroner. Det er fire milliarder kroner mere end den tidligere rekord./ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...