EMNER

Placering var ikke overraskende

To amtsansatte overgår nu til kommunen, men ved ikke hvor de skal være

Linda Aagaard (tv.) og Mette Sand Alstrup fik den forventede besked i brevet. de skulle begge til Aalborg Kommunes Familie- og beskæftigelsesforvaltning. FOTO: MARTIN DAMGAARD

Linda Aagaard (tv.) og Mette Sand Alstrup fik den forventede besked i brevet. de skulle begge til Aalborg Kommunes Familie- og beskæftigelsesforvaltning. FOTO: MARTIN DAMGAARD

AALBORG:- Det gik som forventet, for vi havde lavet kvalificerede gæt på vores placering ud fra de organisationsplaner, som var offentliggjort, siger Linda Aagaard, der en tid endnu er socialrådgiver i børne- og ungeafdelingen i Nordjyllands Amt. Sammen med Mette Sand Alstrup, der er psykolog i samme afdeling, skal hun efter kommunalreformen overflyttes til Familie- og beskæftigelsesforvaltningen i den Nye Aalborg Kommune. - Men vi ved endnu ikke vores fysiske placering, og alle ser også frem til at komme tæt på deres nye leder, så man kan få en afklaring af sine arbejdsopgaver, siger Mette Sand Alstrup. Nyt job, ingen samtale Begge har godt nok fået at vide, at der er tale om de samme arbejdsopgaver som hidtil. Og selv om det har været godt at udfylde en kompetenceweb, hvor man kan skrive nuværende arbejdsopgaver, kompetencer og jobønsker, så mangler der noget lidt mere konkret. - Det er lidt ligesom at have fået nyt arbejde uden at være til ansættelsessamtale, siger Linda Aagaard. Og selv om den største spænding blev udløst, da de så, at deres afdeling blev bevaret, så var det alligevel lidt spændende i går, for man kunne ikke være 100 procent sikker på placeringen, før man havde brevet i hånden. - Så bliver det mere virkeligt, for så er det jo sådan, at det er, siger Mette Sand Alstrup. Gårsdagens brev var dog også bare endnu et kapitel i et langt udskilningsløb for de amtsligt ansatte, der tidligere har skullet finde ud af, hvilke kommuner de overgik til. - Og der er jo mange kolleger, som vi må sige farvel til i det her forløb. Eksempelvis skal vores sekretariatsafdeling tre forskellige steder hen, så der er lidt en nedlæggelsesstemning for tiden, siger Linda Aagaard. Og selv om de to kvinder har forståelse for den kæmpeproces reformen er, så ville det have været optimalt at have fået besked om både arbejdsopgaver og arbejdssted i dag, så der ikke stadig var ubesvarede spørgsmål, som kan give sommerfugle i maven.