Placeringen er ikke afgørende

Læserbrev

LÆGEHUS:Et eventuelt lægehus i ”den gamle Hals Kommune” kan placeres hvor som helst. Det vigtigste er at få et lægehus i vores område, det skal vi arbejde sammen om, og ikke skabe uro og misforståelser omkring. Det er meget ærgerligt for processen. Fakta er, at Region Nordjylland har pligten til at sørge for at alle borgere har adgang til en praktiserende læge, og Regionen er også den myndighed der har overenskomsten med de praktiserende læger. Ansvaret for at etablere sig eller f.eks. etableringen af et lægehus, ligger overordnet set hos lægerne selv, da det er et liberalt erhverv, men i visse tilfælde kan det blive nødvendigt for Region Nordjylland at gå ind og interessere sig for en sådan etablering, specielt der hvor det ikke er muligt at skaffe en praktiserende læge. Pligten forpligter. Kommuner kan indgå i et sådant samarbejde, som det f.eks. sker i placeringen af lægehuset i Aalborg Øst, hvor man i dag står helt uden læger. Her har man så nedsat en politisk styregruppe, som jeg selv er medlem af, og hvor der både er byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer, praktiserende læge, embedsfolk m.m. som har til opgave at udarbejde et beslutningsgrundlag til byrådet og regionsrådet. Det gør sig gældende, at der altid i en sådan proces vil være flere scenarier fremme om forskellige placeringsmuligheder. Politikerne afgør derfor til sidst hvor placeringen er bedst. Der vil blive fremstillet ulemper og fordele ved forskellige placeringer, og lad mig i den sammenhæng henvise til hvad Formanden for de praktiserende læger Eddie Nielsen udtalte i Nordjyske d. 22/2 2009. ”I dag er der kun én læge i Hals, hvor der skal være to. Og nu hvor de også mangler en i Mou så kunne man etablere et større fællesskab i Hals, der dækkede hele området både syd og nord for fjorden”. Jeg er bestemt af den personlige opfattelse, og mit kendskab til de praktiserende lægers egen formand, at denne ide er lanceret i bedste mening, og ikke for at skabe splid i den gamle Hals kommune imellem byer. Vi ved i forvejen, at der allerede er patienter der har forsøgt at bevæge sig over Limfjorden, men på grund af lukning for patienttilgang har det ikke været muligt for borgere på den anden side af Fjorden at få en læge i Hals. Til dette udtaler Formand Eddie Nielsen yderligere.” at udsigten til at Mou, Egense og Dokkedal og omegn skal dækkes af et lægehus i Hals er det mindste af to onder, men bedre end at tage til Aalborg Øst”. Så mon det er klogt at afvise på forhånd at patienter vil søge på den anden side af fjorden? Desuden må opgaven vel være at vi betragter Aalborg Kommune som en helhed, og at vi ikke fortsat lader historien og Limfjorden adskille Aalborg Kommune i Aalborg Kommune Syd for Fjorden og Aalborg Kommune Nord for Fjorden. Om placeringen bliver det ene eller det andet sted vil tiden vise, den lille nedsatte projektgruppe har grebet bolden for at få skubbet til processen, et par stykker har desværre allerede meldt sig ud af arbejdsgruppen på grund af den blæst der har været om emnet, og det er meget ærgerligt, taget i betragtning at det er en helt frivillig, upolitisk gruppe der forsøger om de kan hjælpe både læger og borgere herude hos os. I disse timer er man ved at få et møde op at stå med alle lægerne, så mon ikke det vil være bedre for alle parter, at arbejdsgruppen får ro til at arbejde videre?