Plads til 10.000 biler mere i tunnelen

Investering på 300 mio. kr. kan lette trafikproblem i Limfjordstunnelen midlertidigt

Mogens Møller
Ændring af tilkørsler vil betyde, at Limfjordstunnelen kan klare flere biler, sige trafikforsker. Arkivfoto: Lars Pauli
Nordjylland 1. december 2016 15:52

NORDJYLLAND: En investering på 300 millioner kan øge kapaciteten i Limfjordstunnelen med 10.000 biler i døgnet og dermed lette trafikpresset midlertidigt.

- Jeg er enig i, at der inden for en overskuelig årrække bliver behov for yderligere en forbindelse over fjorden. Indtil det sker, vil det altså være fornuftigt at øge kapaciteten i den eksisterende tunnel. Det er såmænd ikke så kompliceret, siger Anker Lohmann Hansen, trafikforsker på Aalborg Universitet.

Flyt tilkørsel

Den løsning, han skitserer, består i at flytte den sidste tilkørsel syd for tunnelen (kridtsvinget), så bilerne fra Aalborg kommer ind fra den "rigtige" side ved nedkørslen til tunnelen. Det - kombineret med en lukning af den sidste tilkørsel nord for tunnelen (borgmestersvinget) - i myldretiden om morgenen - vil ifølge Anker Lohmann Hansen betyde, at tunnelen vil kunne kapere langt mere trafik i myldretiderne.

- Problemet er jo i høj grad, at bilisterne ligger og skifter vejbane i tunnelen. Det resulterer i farlige situationer og langsom afvikling af trafikken, siger han.

Emnet er i øjeblikket brandvarmt, fordi trafikken Limfjordstunnelen netop har overskredet den officielle smertegrænse på 80.000 biler i døgnet, hvilket får flere nordjyske politikere til at kræve handling.

Trafikken i tunnelen øges årligt med gennemsnitligt 1400 biler pr. døgn.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...