Lokalpolitik

Plads til 24 nye huse i Aalbæk

Naboer havde forventet ny dialog

Byrådet vedtog onsdag aften lokalplanen for Søndergårdsvej i det sydlige Aalbæk. Dermed er vejen banet for et nyt boligområde med plads til 24 helårsboliger med en grundstørrelse på mellem 700 og 1500 kvm. Området, der er på 3,9 ha, ligger langs Søndergårdsvej og strækker sig fra Skagensvej til strandengene langs Kattegat. Formanden for kommunens plan- og miljøudvalg, John Christensen (V), ser det som en spændende mulighed for ny bosætning i en oplandsby, hvor det er muligt at komme til at bo i naturen tæt på havet. - Vi har lyttet til de indsigelser, der er kommet og rettet projektet til, så der er kommet et større grønt område og yderligere stiforbindelse og jeg mener, vi ikke har lovet mere end vi har holdt, siger John Christensen. Kommunikationsbrist En række naboer til området har klaget over, at de ikke er blevet inviteret til ny dialog efter det første beboermøde, der samlede 25 deltagere. Peter Nielsen, konservativt medlem af byrådet med fast bopæl i Aalbæk, glæder sig over den kommunale udstykning i Aalbæk, den første i 25 år. - Den sidste fik vi i 80'erne, hvor byggeriet gik i stå, og nu 25 år senere får vi én igen, nu hvor alt ser ud til at stagnere. Men det skal nok gå endda. - Nogle af naboerne havde forventet en dialog med kommunen, inden lokalplanen blev vedtaget. Men kommunikation er en svær ting og her har været en brist, siger Peter Nielsen.