Golf

Plads til alle i golfklub - indtil videre

FJERRITSLEV:Her på egnen kalder man golf for golf og ikke "galf". Der er ingen stritten med lillefingeren i Han Herred Golfklub, når golfkøllen svinges, og medlemmerne er heller ikke for fine til at svinge skovlen, når der er arbejdsdag som her lørdag morgen og formiddag. At det forholder sig sådan, kan alle forsikre sig om i morgen, hvor golfklubben på Starkærvej, Fjerritslev, har åbent hus. Formand Erik Braad har været med på at give avisens læsere en lille tyvstart via Deres udsendte, og det viser sig at blive noget af en naturoplevelse. Ikke uden grund kaldes det en 18 huls naturbane. Midt i det hele er der såvel fredet skov som mose, der er udsigt til Bjerget, og der er højt til himlen. De fleste kigger dog nedad på den lille bold, som de dygtige med "handicap 0" kun slår til 71 gange på de 18 huller tilsammen. At spille 18 huller svarer til at gå seks-otte kilometer alt efter, hvor lige eller skæve ens slag er. Golfklubben vil gerne have flere medlemmer, hvilket i høj grad er af ideologiske grunde, nemlig for at tage en del af det boom, som golfsporten oplever i øjeblikket og således medvirke til at fremme sporten. Men der er faktisk allerede godt 700 skrevet på medlemslisten, og omkring en tredjedel bor uden for kommunens grænser. Når listen rummer 750 navne, skal det diskuteres, om der skal lukkes flere ind. Banen bliver dog ikke slidt så meget, da en del medlemmer bor et stykke væk og derfor ikke så ofte kommer til Fjerritslev. Så nye er stadig velkomne. Alle skal igennem et kursus, der sikrer, at de spiller godt nok og kender reglerne på banen. Et begynderkursus er planlagt til april, og en liste i klubhusets entré viser, at 30 allerede har tilmeldt sig.