Plads til begejstring

Venstre-folk er gode til at feste

EMNER 23. september 2002 08:00

ODENSE: Autocamperen har Eva Matthiasen parkeret ude foran Odense Congress Center. For når talerne på Venstres landsmøde trækker i langdrag, går hun ud i campingvognen og knipler eller laver en kop kaffe. 59-årige Eva Matthiasen er her på grund af sin mand. Han er formand for Venstre i Haderslev, og derfor har hun i snart 15 år været blandt tilhørerne til Venstres årlige landsmøde. Men Eva Matthiasen er blot én ud af flere hundrede tilhørere, der brugte denne septemberweekend i Odense. En anden er 23-årige Søren Bloch, der læser historie ved Aarhus Universitet. Landsmødet er hans første, men langt fra sidste, forsikrer han. - Det her er en kanonoplevelse. Alle de ministre, jeg er vant til at se i fjernsynet, går jeg nu pludselig rundt imellem. Jeg bliver politisk inspireret af deres taler, men jeg er her også ligeså meget for festen, siger Søren Bloch, medlem af Venstres Ungdom. Og feste forsømte venstrefolkene ikke. "Dumme kælling" Til landsmødets obligatoriske fest lørdag aften var der i år virkelig noget at fejre. For første gang i 80 år er Venstre Danmarks største parti, og over én million vælgere satte ved sidste folketingsvalg krydset ud for V. Også alderen har venstrefolkene med sig. På socialdemokratiets kongres forrige weekend var topmaverne og de gråhårede mænd i klart overtal. Et særsyn denne weekend hvor unge slipseløver og balkjoleklædte løvinder indtog dansegulvet. Midt i sejrsrusen var der også plads til selvironi. For at leve op til regeringens eget motto 'Tid til forandring' havde aftenens toastmaster, sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, sparet den årlige festtale væk til stor morskab for forsamlingen. De hamrede bestikket i bordet og krævede fællesskål. Og selv om Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale behændigt undlod at omtale Farum-skandalen, så slap Brixtofte & Co. ikke for integrationsminister Bertel Haarders selvironiske pen i hans selvforfattede festsang. Også kirkeministeren stod for tur: "Tove Fergo langer ud og sender bisper til kirketælling. Smækker dem med salmebogen, til de går i ly for den dumme kælling." Og finansminister Thor Pedersen: "Sparekniven ramte handelsskolerne, men de ville ikke ha' det . Det var ikk' så godt, fordi vi nærmest havde lovet det stik modsatte. Thor ta'r sin hammer og rammer i flæng. Gavmildt han lader os selv bestemme, om vi hellere vil save hovedet eller ben af. Blot vi holder rammen, er det skide ligegyldigt, om det er bind galt! Han er manden, der skal sørge for, vi ikke øger valutagælden. Bor i Struensees kontor og er den største mand siden enevælden."

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...