Plads til dem alle?

1. maj er arbejdernes internationale kamp og festdag. Det er her, vi fejrer alle vores sejre, der har været til gavn for lønmodtagerne i hele Danmark.

Det er her, vi hører på talere, der definerer de mål, vi skal sætte os i fremtiden. Et af de mål, jeg håber nogle vil synes er vigtigt nok til at blive et tema, er begrebet solidaritet. Solidaritet med verden uden for Danmark, men i allerhøjeste grad også solidaritet med vore egne "svage" grupper. Det være sig både de arbejdsløse, der jo ikke selv er skyld i at der p.t. ingen job er at få, samt de af vore kolleger, der arbejder på specielle vilkår: skåne og fleksjobbere og andre der yder det de kan til fællesskabet og derfor får en løn de kan leve af. Men allermest håber jeg, at ordet solidaritet også kommer til at omfatte vore handicappede medborgere samt de udsatte børn, unge og voksne. Her er der i høj grad plads til forbedringer. Man kan let få den opfattelse at disse grupper efterhånden ses mere som en byrde, end som medborgere der har de samme rettigheder som alle os andre. Deres rettigheder, som er defineret i blandt andet FN's handicapkonvention, menneskerettighedserklæringen samt i barnets reform er ikke det der bliver prioriteret ret højt for tiden. Vi hører dagligt om handicappede medborgere, der kun får opfyldt de basale behov for mad, bad og pleje men som reelt er afskåret fra at deltage i samfundslivet pga. nedskæringer. Vi hører om børn og unge, der bliver anbragt der, hvor man får det billigste tilbud, ikke det bedste tilbud, som de jo reelt har krav på ifølge serviceloven. Vi hører om sindslidende misbrugere, der ofte falder imellem 2 stole, så ingen mener det er dem der skal løfte opgaven med at hjælpe denne gruppe medborgere. Jeg kunne desværre blive ved med at komme med eksempler, men vil "nøjes" med de tre ovennævnte. Prøv at forestil dig at det var dit eget barn der havde brug for hjælp. Hvad ville du ønske for det barn? Eller at det var en i din familie eller en god ven der havde brug for hjælp. Hvad ville du ønske for det menneske? Jeg tænker at svaret er åbenlyst? Derfor håber jeg, at der i nogle 1. maj-taler vil være et fokus på disse grupper, og hvad vi kan gøre for at de også får et liv, der ikke bare er tåleligt, men får et liv der er værd at leve.