Plads til flere på messe
50 udstiller på hobbymesse, men der kan godt være lidt flere

Så er BI atter klar til messe. 28. og 29. november er der hobby og kunstmesse, og der er stadig et par ledige stande. Arkivfoto
BRØNDERSLEV:50 udstillere deltager i Hobby- og Kunstmessen på BI Centret i Brønderslev 28 og 29. november, og der er plads til yderligere et par udstillere. Det oplyser Søren Ø. Christensen fra BI.
Messen er begge dage åben fra klokken 10 til 16.
- Det er 13. gang vi inviterer til messen, og det er første gang, der er et par pladser ledige, smiler Søren Ø. Christensen.
- Vi kan godt bruge et par stykker mere.
Nogle af udstillerne har været med alle år.
- Der er mange gengangere, men der er også kommet en del nye med i løbet af årene, tilføjer Søren, der tilføjer, at udstillerne kommer fra hele Nordjylland.
- Der venter gæsterne 200 meter udstilling, og med så mange deltagere er det en meget bred udstilling, siger Søren og nævner keramik, smykker, træarbejder, stenkunst, hæklearbejde, filtede ting, pileflet, kranse og dekorationer.
- Og så er der selvfølgelig også en nisse ind i mellem, smiler han.
Som noget nyt er der i år en juletræssælger i centerets atriumgård. Søren Ø. Christensen tilføjer, at mange gæster hygger sig i centerets cafeteria, hvor centerets nye bestyrer Ditte begge dage frister med julemenu og andet kræs.
- Nogle har gjort det til en tradition at hygge sig med grønlangkål, medisterpølse og så videre, når de besøger messen.
BI Fodbold står bag messen og frivillige er i gang både før, under og efter messen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.