EMNER

Plads til forbedring

Den konservative Carl Frede Haugaard vender tingene på hovedet i sin replik (11.3) til mit indlæg om socialisme (6.3.). Haugaard skriver bl.a., at det er komisk, at vi i SF morer os over, at Dansk Folkeparti (DF) konsekvent er begyndt at kalde os Socialistisk Folkeparti frem for bare SF.

Vi i SF er skam stadig stolte over at hedde Socialistisk Folkeparti. Det vil vi altid være. I SF kæmper vi nemlig for det sociale, forpligtende fællesskab og et mere lige samfund, hvor vi også tager hånd om de, som har brug for en ekstra hjælp. Grunden til vores morskab er bare, at DF først nu er begyndt at kalde os vores fulde navn i stedet for forkortelsen, som de ellers altid har brugt. Det gør DF selvfølgelig, fordi de er i panik over SF’s fremgang og på denne kluntede måde forsøger de så at gå til angreb. Uden videre held i øvrigt. Haugaard udtaler videre, at vi i SF skal passe på med at tage patent på ordet social, da flere af partierne i ”blå stue” også går ind for at være ”samfundsmedmenneskelige”. Jamen, det lyder fint og flot. Men det er unægtelig meget svært at få øje på i den førte politik deseneste otte år. I den periode, hvor Venstre og Konservative med DF’s hjælp har siddet på magten, er uligheden vokset. Jeg tvivler på, at der er særlig mange ufaglærte arbejdere eller offentligt ansatte på plejehjem eller sygehuse, som føler, at der er sket en markant fremgang i deres levestandard, siden regeringen trådte til. Til gengæld er jeg sikker på, at der er mange i forvejen velstillede fra det private erhvervsliv, som jubler i hænderne over den nye skattereform. Til Haugaards morsomme forsøg på at tegne et billede af mig som en folkeforfører, som prøver at ”bilde sagesløse læsere” noget ind, er der vist kun at sige: Tak for rosen. Men den betegnelse er det vist svært at leve op til. Desuden har jeg mere tiltro til læsernes evne til at opfatte og vurdere, hvad jeg siger, end Haugaard lægger op til. Haugaard skal være mere end velkommen til at forsvare de konservative værdier, og jeg vil endda forsvare hans ret hertil. Jeg for min del synes, at de sidste otte år med al tydelighed viser, at der bestemt er plads til forbedringer. Disse forbedringer påtager vi os gerne i SF. SF ønsker et andet samfund - et samfund, som er mere lige og socialt retfærdigt! Ja, så enkelt kan det siges.