Plads til forsigtig optimisme

I Danmark har tirsdagens folketingsvalg taget næsten al opmærksomhed i ugens løb, men verden har ikke stået stille af den grund. Faktisk har de seneste dage budt på ikke færre end to positive nyheder. Dels har USA's nye udenrigsminister Condoleezza Rice forsøgt at genvinde det fodslag med Europa, der gik tabt i den irakiske ørken. Dels har Israel og Palæstina indgået en aftale om våbenhvile. I en ægyptisk badeby gav Israels premierminister Ariel Sharon og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas hinanden håndslag på en aftale. Ifølge den skal Israel begynde at løslade nogle af de mange tusinde palæstinensere, trække sig tilbage fra fem store byer på Vestbredden og endegyldigt rømme Gaza. Også en række af de forhadte checkpoints skal væk, ligesom 20.000 palæstinensere atter vil få tilladelse til at arbejde i Israel. Den afgørende modydelse bliver et stop for de angreb på israelere, der har stået på i mere end fire år. Mahmoud Abbas arbejder hårdt for at få virvaret af militante grupper til at respektere aftalen. Den opgave er stor. Palæstinenserne har i årevis været fanget i en ond cirkel, hvor svaret på det israelske overherredømme har været terror, der har ført til mere undertrykkelse, der har ført til mere terror og så videre og så videre. Resultatet har været udbredt fattigdom - trods et generel højt uddannelsesniveau - ligesom Israel er gået igang med at reelt at hegne Vestbredden og Gaza ind. Det endda med et hegn/mur, der inddrager betydelige dele af Vestbreddens frugtbare jorde i Israel. Samtidig har ekstremismen fået godt fat i israelerne, hvor dele af de såkaldte bosættere - som snarere er jordtyve - prædiker alt ondt for palæstinenserne med en hellig bog i den ene hånd og et maskingevær i den anden. Efterhånden lyder det som en gammel og i hvert fald er det en slidt kliché: Begge parter har ret, og den eneste løsning er to stater side om side. Måske kan det ikke blive et kærligt fællesskab, men så et tålt samvær. Håndslaget i Sharm el-Sheikh kan være et lille skridt i den rigtige retning, hvis Abbas og Sharon kan styre de mange fanatikere på begge sider.