Plads til mange flere, da musikken spillede i Blokhus

Gæst talte om galt tidspunkt, mandag kommer 2005-succes The Continentals

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

The New Cantelina fra Rumænien har sommeren igen givet en række koncerter i Blokhus-området.

BLOKHUS:Helvi Pedersen i Hune har et godt øre til den rumænske folkemusikgruppe The New Cantelina. Derfor sad hun på første trapperække sammen med sine børnebørn, da gruppen gav koncert på Torvet i Blokhus. - Det er kanonmusik. Jeg elsker den disciplin, der er i den, siger hun mellem klapsalverne, og fortæller, at hun og børnene lyttede til en CD med gruppen forud for oplevelsen. - Men jeg har hørt dem flere gange, fortæller hun. Trods begejstringen, som mange delte, kneb det med mængden af tilskuere. Helvi Pedersens syvårige barnebarn, Frida, syntes, der var for langt mellem scene og publikum og det gav omgivelserne hende ret i. Kun et par hundrede havde fundet vej, og det mener Lars Mejlhede, Pandrup, at have en forklaring på. - Tidspunktet, halvseks, er dårligt. Det er nu, småbørn fodres af, så familierne er i sommerhusene. Men det er dejligt, når der sker noget på Torvet. Der foregår ikke nok. Jeg ville gerne opleve mere musik og se dans, eksempelvis linedance, siger han. På mandag kan han få sin lyst styret. Da er der mulighed for et gensyn med det internationale musikfænomen Continental Singers, som giver koncert med kristen musik og en livlig koreografi. En tilsvarende i fjor fyldte trappetrin og torv med musikglade mennesker. Koret i år består af 35 unge under 30 fra en lang række lande. Koncerten er et led i Europa-turneen og lokale frikirker og Blokhus amba står bag.