Plads til mennesker og maskiner

Kirkegårdspersonalet i Thisted har fået bedre forhold til både sig selv og kirkegårdens materiel med en nye service- og mandskabsbygning på Vestre Kirkegård. Fredag er det åbent hus i nybyggeriet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kirkegårdens medarbejdere kan holde kaffepause - uden at skulle sidde på skødet af hinanden.

Tidligere måtte mandskabet nærmest sidde på skødet af hinanden - i hvert fald hvis alle 14 medarbejdere på Thisted Kirkegårde skulle have deres formiddagskaffe samtidig. Nu er der plads til alle omkring bordet. Og frokoststuen byder på et flot kig ud over Thisted Bredning - og i forgrunden til de lige nu smukt blomstrende kirsebærtræer. Efter en byggeperiode på godt et halvt år kunne nybyggeriet ved Vestre Kirkegårdsvej tages i brug i november sidste år, og i morgen, fredag, inviterer menighedsrådet til åbent hus i rødstensbygningen, der ud over service- og mandskabsfaciliteter omfatter et maskinrum og værksted. Nybyggeriet afløser en gammel mandskabsbygning, der i årenes løb voksede ved knopskydning i takt med de stigende krav. Et besøg af Arbejdstilsynet i 2006 var afgørende for, at det daværende menighedsråd besluttede sig for, at der skulle bygges nyt: - Arbejdstilsynet anbefalede kraftigt et nybyggeri i stedet for de hidtidige lappeløsninger, fortæller kirkeværge Niels Christensen, der har været formand for byggeudvalget. Arkitekt Esben Broe fra Thisted-firmaet By & Bygning Arkitekter har stået for projektet, der blev til i tæt samarbejde med kirkegårdens personale. Både Niels Christensen og kirkegårdens leder, Sally Thorning Enevoldsen, er enige om, at resultatet er meget tilfredsstillende: - Vi har fået opfyldt de behov, vi havde til byggeriet. I det hele taget har vi haft et fortrinligt samarbejde med både arkitekt og entreprenører, fortæller Sally Enevoldsen. Kirkegården har også haft glæde af en god genbo, mens byggeriet stod på. På den anden side af Vestre Kirkegårdsvej stillede autoforhandler Lars Dahl lokaler til rådighed for kirkegårdens maskinpark. Byggeregnskabet er ikke endeligt afsluttet, men alt tyder på en pris på højst 8,5 mio. kr. inklusive moms - hvilket er 10 procent under budgettet.