Natur

Plads til naturen i landbruget

Vildt- og miljøafgrøder vinder indpas i det intensive landbrug

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

SOLSIKKERNE BLOMSTRER og trækker insekterne til. Det summer af liv langs læbælterne på V. Nejsig.

Når landmanden dyrker sin jord, er det forretning frem for alt. Det skal kunne betale sig, og den realitet kan være kilde til konflikt med det omgivende samfund. Men helt så sort-hvidt behøver det ikke være, og hos mange landmænd er der voksende interesse for at forene natur, miljø og landbrug. Landmand - og jæger - Carl Christian Pedersen, V. Nejsig, Gandrup, er en af dem. - For mig hænger natur og landbrug uløseligt sammen, siger han. Gårdens 260 hektar bliver dyrket med industrikartofler, frøgræs, hvede og byg. Det er intensivt landbrug, og her er ikke plads til hverken vilde dyr eller planter. Men ned gennem markerne løber blomstrende bælter af planter, der ikke i den forstand er "til nytte". Disse vildtstriber ser ikke bare godt ud en solfyldt septemberdag med fuldt knald på den blå himmel, solsikkens gule farver og sommerfuglenes spraglede vinger. De er også til glæde for den vilde fauna - insekterne, agerhønsene, harerne og hjortevildtet. - Vi har prøvet at lave en bufferzone mellem det ekstensivt og intensivt drevne landbrug, forklarer Carl Christian Madsen.