EMNER

Plads til os alle?

Hvordan behandler vi nye danskere i Rebild Kommune og på landsplan? VKO ønsker at opdele folk, der kommer til Danmark efter nytteværdi. Det kan for så vidt ikke undre.

Sådan ynder de jo at se på folk. I George Orwells roman "Animal Farm" udtrykker kammerat Napoleon det i et manifest: "Alle dyr er lige…. Men nogen er mere lige end andre!". Det har vi jo oplevet under de seneste ni års borgerligt styre. Vi opdager gang på gang små ændringer, der gør, at de svage i vort samfund marginaliseres, og at de stærke styrkes. Og nu skal vi så til at pointsætte folk, der ønsker at bosætte sig i Danmark, undsluppet forfølgelse, forelsket eller ansvarlig for den nære familie. Der er mange gode grunde til at ville bo hos os - "Hvor få har for meget og færre for lidt", sang vi engang. Det er der lavet om på. Danmark er dog stadigvæk et attraktivt sted. Men er danskerne attraktive? Pia Kjærsgaard og hendes fæller har grebet (som sædvanligt) finanslovsforhandlingerne til at stramme grebet om vore nye medborgere. Og nu har hun i tæt samarbejde og forståelse med V og K barslet med et pointsystem, der opdeler folk efter nytteværdi. Det burde ikke undre nogen, for det er den måde, de betragter mennesker på! Den indre svinehund har fået lov til at gø lovlig højt i den daglige debat. Den er tilmed blevet stueren. Poul Nyrup Rasmussen fik på hattepulden for at mene, at Pia Kjærsgaard og DF ikke var stuerene, mens hun og hendes fæller kan udtale sig nedsættende om vore indvandrere på alle måder, og endda høste stor applaus på samme. Da Nyrup udtalte sig om samme stuerenhed i forbindelse med præsentationen af pointsystemet, synes vi, at det ville have været klædeligt, om der blev støttet op om ham i stedet for at sende en af vore repræsentanter på MorgenTV for at undsige ham. Glansen gik da helt af Sct. Gertrud, da vore folk sammen med SF tøvede med at melde en holdning ud om systemet, og så oven i købet senere barslede med et andet pointsystem. Selvom det var et forsøg på at lempe 24-årsreglen. Nu er det nok! Vi er mange i S-baglandet, der finder det uacceptabelt overhovedet at ville pointsætte folk! Frihed, lighed, broderskab. Det er vort grundlag. Plads til os alle… plads til alle, der vil! Ja, det synger vi i forsamlinger,og vores grundtro er, at alle vil. De få, der ikke kan, skal vi støtte op om med alle ressourcer. Og vi har de seneste år fået mange nye danskere, ikke nydanskere, men nye danskere, som vi ikke har formået at integrere på en ordentlig måde. Naturligvis skal vi have en reform på integrationsområdet. Vi skal nemlig blive meget bedre til at tage imod de folk, der ønsker at blive medborgere, pege på os selv og spørge: Hvad kan vi gøre for at undgå ghettodannelser og parallelsamfund samt sørge for at støtte de unge i form af uddannelse og job? Vi skal naturligvis stille krav til de nye danskere; men de krav skal stilles med en stor grad af tillid. Så ja, vi har brug for en integrationsreform, der sikrer integrationsdebatten foregår på en sober og respektfuld måde. Vi skal mindske DF`s indflydelse i stedet for at imødekomme deres forkrøblede menneskesyn for at hverve stemmer. Vi skal vinde det kommende valg på at være ordentlige mennesker og vise den solidaritet, vi besynger så højt. Lad os bruge 2011 til at skabe tillid til hinanden, og finde kammertonen frem, når vi møder nye mennesker