Pladsen der blev til en park

Den nye ”Ambuparken” blev hyldet, selv om kanonerne ikke ville brage

Søren Østergaard
Paul Clau­sen (th) og Aage Bak, beg­ge æres­med­lem­mer af Ambukomitéen, af­slø­re­de Ambupladsens nye navn. Foto: Lars Pau­li
Kulturpolitik 1. september 2007 06:00

HOBRO: Sædvanligvis brager Hobro Borgervæbnings kanoner en trefoldig salut for at skyde byens årlige Ambufest godt i gang. I går tav de larmende messingvåben, selv om borgvæbningens kanonér flere gange forsøgte at få ild i det måske våde krudt. De tavs kanoner ændrede dog ikke på ceremoniens højtidelighed, da to Dannebrogsflag øjeblikket efter blev trukket fra et frisklavet træskilt. Teksten kundgjorde Ambupladsens nye navn. Fremover hedder den ”Ambuparken”. Navnet er fortjent Ambukomitéens formand Ole Vedel sagde i sin åbningstale, at pladsen i dag står så flot, at den nok fortjener navnet park. Navneafsløringen blev foretaget af to herrer, hvis indsats for Hobros 87-årige byfest næppe kan overdrives. Paul Clausen er tidligere formand og Aage Bak er tidligere næstformand. Begge er i dag æresmedlemmer af Ambukomitéen. Det nye navn så dagens lys ved den officielle åbning af festlighederne fredag eftermiddag i forbindelsen med festens ”rejsegilde” med røde pølser og håndbajere. En sammenkomst, der blev indført for tre år siden og i år var ganske velbesøgt. Faktisk begyndte Ambufesten allerede torsdag aften med koncert med Lars Lilholt. Komitéens pr-mand Torben Ladefoged skyder tilskuertallet til 2500 og det var færre, end man havde håbet. Til gengæld var der god omsætning i teltene, så Torben Ladefoged forventer pænt økonomisk overskud på aftenen. I aftes efter redaktionens slutning blev Ambufestens stjernemarch med fakkeloptog og orkestre gennemført.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...