Plakatmand skal i behandling

Vestre Landsret stadfæstede dom fra byretten

HJØRRING:Plakatmanden fra Hjørring skal i behandling. Det ligger nu fast, efter at Vestre Landsret i Aalborg i går stadfæstede en dom fra byretten i Hjørring, som dømte den 44-årige plakatmand til psykiatrisk behandling i op til fem år. Manden har gennem længere tid hængt plakater op med billeder af sin ekskone og sine børn forskellige steder i Hjørring. Plakaterne handler om, at han vil have forældremyndigheden over sine tre børn, som i dag bor hos ekskonen. Han har truet både familien og forskellige myndigheder, har spraymalet Civilretten med teksten "børn mishandlet" og har ved en enkelt lejlighed taget sin ene søn fra ekskonen, hvorefter han kørte rundt med ham i nogle timer i sin bil for låste døre. Den 44-årige er efter en mentalundersøgelse erklæret sindsyg med diagnosen paranoid skizofreni. Han blev dømt for omfattende trusler, hærværk, frihedsberøvelse og overtrædelse af politivedtægten. Den dømte har stort set erkendt det hele, men føler sig forfulgt og uretmæssigt dømt. - team