Arbejdsløshed

Plan mod mangel på arbejdskraft inden jul

KØBENHAVN:Arbejdsgiverne har i flere år advaret mod den situation, de danske virksomheder står i nu: Masser af arbejde, men ingen ledige hænder. Så det er på høje tid, at regeringen fremtryller en plan, der skal afhjælpe manglen på arbejdskraft, der truer den danske velfærd, mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA). - Det er meget påkrævet at komme med en hel stribe initiativer. Vi har fra DA¿s side igennem en årrække advaret om, at vi ville komme i en situation med mangel på arbejdskraft. Det gælder både på lang sigt, som følge af den demografiske udvikling og på kort sigt, fordi vi har en meget positiv udvikling i de danske virksomheder. Men i den akutte situation, vi er i nu, er det da positivt, at regeringen kommer med et udspil inden årets udgang, siger Henrik Bach Mortensen, direktør i DA. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bebudede forleden en plan for at løse manglen på arbejdskraft. Men han brugte samtidig lejligheden til at komme med en stærk appel til erhvervslederne om at give danskere med indvandrerbaggrund en chance på arbejdsmarkedet. - En tredjedel af danske virksomheder har i dag ikke ansat danskere med indvandrerbaggrund. Jeg har besøgt virksomheder, der har ansatte med indvandrerbaggrund, og når de kan, så kan andre også. Jeg mener simpelthen, at en række virksomheder burde overveje om ikke de kunne gøre lidt mere for at få nydanskere ind på virksomheden, sagde Anders Fogh Rasmussen til Ritzau. Statsministeren henviser til, at halvdelen af danskere med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande i dag er udenfor arbejdsmarkedet, og det mener han er et paradoks. - Det er ganske mange tusinder, og det et ganske stort potentiale. Der er altså nogen lige udenfor døren, og det bør vi gøre noget ved, siger Anders Fogh Rasmussen. Ikke til rådighed Men arbejdsgiverne gør en stor indsats for at få danskerne med indvandrerbaggrund ind i virksomhederne. Problemet er, at mange simpelthen ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, mener Henrik Bach Mortensen. - Virksomhederne sukker efter flere indvandrere, men den registrerede ledighed blandt indvandrerne er i virkeligheden ikke særlig stor. Problemet er, at de ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Kommunerne skal blive bedre til at tilpasse indvandrerne efter arbejdsmarkedets behov, for det er det, vi mangler, siger han. Ud over at få flere indvandrere i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse vil planen også indeholde tiltag, der kan tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Statsministeren vil ikke løfte sløret nærmere for planens indhold. Ifølge Dansk Industri kan hver tredje virksomhed i dag ikke få den arbejdskraft, den efterspørger, og hver 20. virksomhed må takke nej til ordrer på grund af mangel på arbejdskraft. Der kunne besættes yderligere 75.000 job, hvis der blot kunne skaffes folk. Situationen gør, at samfundet taber både velstand og velfærd. /ritzau/