Rumænien

Planer om at bygge aktivitetshus i Lipova

LØKKEN-VRÅ:Ønskerne er mange for at hjælpe i Lipova i Rumænien. Det fortæller Rita Christensen fra Lipovas Venner i Løkken-Vrå, der gennem flere år har hjulpet det rumænske område. - I Lipovas Venner skal bestyrelsen sammen med medlemmerne tage stilling til, om indsatsen med at uddanne unge rumænere på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev skal fortsætte. - Vi skal også snakke om, hvorvidt der skal bruges tid, kræfter og penge på at anskaffe et aktivitetshus i Lipova. Det skal i givet fald være et hus, der kan bruges til for eksempel fysiske aktiviteter for børn og unge, legehus, sangkor, mødested for ældre o.s.v. Måske skal det lejlighedsvis kunne bruges som gæstehus i forbindelse med udvekslingsbesøg. Bestyrelsen har efterlyst ideer fra medlemmerne til at skaffe penge til projekter. To unge fra Lipova har været på en 19-ugers idrætsleder-uddannelse på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev. - De har fortalt, at det har været en kæmpeoplevelse for dem. De har samtidig fået et godt indblik i demokrati, såvel socialt som uddannelsesmæssigt. De har fået lærdom, der vil gavne dem, og som de vil gøre brug af hjemme i Rumænien, siger Rita Christensen. Bestyrelsen beklager, at det har været et problem at skaffe sponsorer til lommepenge til de to unge på idrætshøjskolen. Der forberedes et loppemarked i år. Loppemarkedet i september slog alle rekorder, og allerede nu opfordrer bestyrelsen folk til at gemme ting til næste loppemarked.