Planer om messecenter i tom kæmpebygning

Ejerne vil bruge den tidligere Flextronics-bygning aktivt. Ideen er at udleje den til messer og udstillinger.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Torben Jensen, medejer: - Det er sjovere at bruge bygningen på en mere udfarende måde. arkivfoto: grete dahl

Da restauratør Torben Jensen, Aalborg, og Bach Gruppen i Viborg i efteråret købte det 25.000 kvadratmeter store bygningskompleks i Pandrup, hvor Flextronics med sine op til 1700 medarbejdere i sin tid havde til huse, var planen egentlig at udleje den til en eller flere større virksomheder. Nu er der nye planer inde i billedet, efter at ejerne må konstatere, at der ikke er virksomheder nok inde i billedet til at fylde de mange kvadratmeter ud. - Det er også sjovere og en mere udfarende aktivitet at holde messer og udstllinger. Og vi vil gerne skabe mere aktivitet i området, forklarer Torben Jensen. Nyt driftsselskab Ideen er at oprette et selvstændigt driftsselskab, som skal stå for udlejningen af bygningen til arrangører af messer og udstillinger. Bygningen vil fortsat være ejet af Torben Jensen og Bach Gruppen. - Der er god plads til at holde messer. Og hvis der ikke er nok, kan der bygges til, for grunden er på 125.000 kvadratmeter, tilføjer Torben Jensen. Det svarer til 12,5 hektar. Han understreger, at intet er fastlagt endnu, og der kan stadig nå at vise sig en stor virksomhed, som gerne vil ind i komplekset. - Men vi vil gerne afprøve en ny mulighed, og derfor har vi kontaktet Jammerbugt Kommune for at få ændret lokalplanen, forklarer han. Efter den gældende plan kan der kun være erhvervsvirksomhed i bygningen, mens messer og udstillinger kræver andre rammer, og kommunen har netop besluttet at sætte skub i det arbejde, så det gennemføres i år. Erfaren tovholder Det nye driftsselskab ledes af en erfaren tovholder inden for messer og udstillingsvirksomhed, direktør Keld Bendixen, Aabybro. Han ejer eksportvirksomheden Interform Collection i Aabybro og er for øjeblikket travlt optaget på møbelmessen i Köln. - Jeg er overbevist om, at der vil være basis for at holde messer på det sted, fastslår han mellem to kundebesøg. Han oplyser, at ud over ham selv er to pengeinstitutter med i driftsselskabet. - Vi er snart klar til at melde mere ud om planerne, lover han. Omskiftelige tider Den store bygning på Industrivej har været gennem mange omskiftelser, i hvert fald hvad navne angår, siden stifterne af Dancall Radio lagde fundamentet tilbage i 1980¿erne. Elektronik og især mobiltelefoni har det dog drejet sig om det meste af tiden. Dancall Radio blev til Dancall Telecom, derefter til Bosch Telecom i 1998, og i 2000 kom Flextronics til, en ren produktionsvirksomhed, der især skulle levere mobiltelefoner til Siemens. Det gjorde i en periode virksmheden til den største i hele Nordjylland. Det eventyr varede til 2004, hvor Flextronics lukkede og fladskærmvirksomheden Orion Europe købte fabrikken. Det holdt dog ikke længe, kun et år, så måtte den virksomhed også opgive. Siden har tre mindre virksomheder forsøgt sig, Colormail og søsterfirmaet The Print Factory og senest Capetronic, og sidste efterår kom så restauratør Torben Jensen, der til daglig driver en stribe spisesteder i Jomfru Ane Gade, og Bach Gruppen på banen som investorer i den anselige bygning. De har arbejdet et par måneder på at finde lejere til de mange kvadratmener, gerne flere virksomheder af forskellig størrelse, men det er altså ikke lykkedes. - Jeg har altid tænkt, atdet er en flot bygning, hver gang jeg er kørt forbi. Det er synd den skal stå tom, sagde Torben Jensen ved overtagelsen i efteråret. Han ser frem til, at der nu kan komme liv i den igen.